For anden gang på tre sæsoner er Atlético Madrid klar til finalen i Champions League.
Det blev en realitet, da spanierne slog Bayern München sammenlagt 2-2 på reglen om flest scorede udebanemål i semifinalen efter 1-2-nederlag i tirsdagens returkamp. I kvartfinalen gjorde holdet det af med FC Barcelona.
- Jeg er meget stolt. Vi har slået Barcelona - de forsvarende mestre - og nu Bayern München. Det er en meget svær vej til finalen, siger Atlético-angriberen Fernando Torres til TV3+.
Spanierne var ellers under hårdt pres i første halvleg, hvor tyskerne kom på 1-0 og siden misbrugte et straffespark.
Efter pausen kom Atlético bedre med, og Fernando Torres lagde afleveringen, som Antoine Griezmann udnyttede til 1-1.
- Bayern var klart bedst i første halvleg, hvor vi ikke kunne få fat på bolden. De fik mange chancer. Vi blev bedre i anden halvleg, hvor vi fik en kontra og scorede, siger Torres.
Bayern scorede til 2-1 og manglede da kun en scoring for at avancere, men den største chance fik Atlético, da Torres misbrugte et straffespark kort før tid.
- Jeg skulle have lukket kampen, og i stedet kom vi til at lide i de sidste minutter, siger han.
Nu venter enten Real Madrid eller Manchester City i finalen. De spillede 0-0 i den første kamp i Manchester.
- Det er lige meget, hvem vi møder, siger Torres og træner Diego Simeone er enig.
- Vi får den modstander, vi fortjener. Vi er i finalen på vores optimisme og vores tro på, at alt kan lade sig gøre, siger træneren.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.