Fransk Polynesien har indgivet en klage til Den Internationale Straffedomstol (ICC) over Frankrigs påståede forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med landets mange atomprøvesprængninger i det sydlige Stillehav.
Det fortæller en oppositionsleder fra Fransk Polynesien under et møde i FN tirsdag.
- Det var med en følelse af pligt og beslutsomhed, at vi den 2. oktober indgav en klage til ICC over forbrydelser mod menneskeheden, siger Oscar Temaro, der er oppositionsleder og tidligere præsident i øgruppe-landet.
- Denne sag sigter mod at holde den nuværende og alle nulevende, tidligere franske præsidenter ansvarlige for atomprøvesprængningerne mod vores land, siger han.
- Det skylder vi alle de mennesker, der døde, tilføjer Oscar Temaro.
Frankrig foretog 193 atomprøvesprængninger omkring atollerne Moruroa og Fangataufa i Fransk Polynesien mellem 1966 og 1996, indtil daværende præsident i Frankrig Jacques Chirac standsede programmet.
Mellem 1960 og 1996 udførte 150.000 civile og militærfolk 210 atomprøvesprængninger i Fransk Polynesien og i Sahara-ørkenen i Algeriet.
Tusindvis af personer udviklede senere alvorlige helbredsproblemer.
Kun omkring 20 mennesker ud af 1000, som har klaget over Frankrigs handlinger, har fået økonomisk kompensation.
I mange år nægtede Frankrig at tage ansvar for de helbredsproblemer samt de miljøskader, som atomprøvesprængningerne har forårsaget.
Først i 2009 godkendte landet en lov, der giver tilladelse til at kompensere veteraner og civile, hvis kræft kan tilskrives testprogrammet.
Loven betyder, at ofrene ikke længere skal bevise, at deres svækkede helbred skyldes radioaktivitet. Derimod er det den franske regering, der skal bevise, at sygdommen ikke skyldes radioaktiv påvirkning fra atombomberne.
Det franske oversøiske land har omkring 290.000 indbyggere og er bedst kendt for turistøen Tahiti.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP