Dronning Margrethe klipper torsdag 4. juli snoren over til den nye FN-by i Københavns Nordhavn, som fremover kommer til at huse FN's otte organisationer i Danmark.
De internationale organisationer får fælles adresse for at styrke Danmarks internationale engagement og FN-organisationernes mulighed for at udføre deres arbejde.
- Det bidrager til et stærkere, mere synligt og slagkraftigt FN. Samtidigt er FN-byen et konkret bidrag til de reformer i FN, der skal skabe et mere koordineret, effektivt og samarbejdende FN, siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R).
- Ved at samle otte organisationer i den samme bygning kan samarbejdet styrkes, og der spares penge på administration og drift. Det vil bidrage til bedre resultater, også af det danske samarbejde med FN, siger ministeren, som vil være til stede under indvielsen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), deltager også i arrangementet, der markerer, at FN-byen officielt bliver overdraget til højtstående FN-repræsentanter.
De otte FN-organisationer overtog allerede nøglerne til de nye kontorfaciliteter, der også huser en ny lagerbygning, i det københavnske nordhavnskvarter i begyndelsen af 2013.
I mere end 50 år har forskellige FN-organisationer haft afdelinger i København, men det er første gang, afdelingerne samles under et tag.
De mest kendte FN-organisationer, der nu skal dele kontorbygning, er sundhedsorganisationen WHO, børnefonden Unicef, fødevareprogrammet WFP og miljøprogrammet Unep.
De resterende organisationer er Unops, der servicerer og koordinerer på vegne af alle FN's underorganisationer, udviklingsprogrammet UNDP, befolkningsfonden UNFPA og UN Women, der kæmper for kvinders indflydelse og rettigheder.
FN-byen kommer til at huse omkring 1250 ansatte.
/ritzau/