Den danske stat vil betale omkostningerne i en kommende retssag, hvor det skal afgøres, om Søfartsstyrelsen havde et ansvar i den dødbringende brand på Scandinavian Star i 1990.
45 overlevende og pårørende har nemlig fået bevilget fri proces, oplyser deres advokat, Mads Pramming, til Politiken.
På vegne af de berørte kræver han en godtgørelse på 450.000 kroner per person fra den danske stat.
- De har kæmpet for at få afklaret, om Søfartsstyrelsen er ansvarlig og erstatningspligtig for ikke at have gennemført en havnestatskontrol af "Scandinavian Star" inden branden, siger han til Politiken.
- Hele den uvished stopper nu, for med fri proces og stævning bliver der sat en nedtælling i gang, når sagen nu bliver anlagt.
Tidligere har Søfartsstyrelsen afvist, at 20 overlevende og 11 pårørende kunne få erstatning.
I september sidste år offentliggjorde Erhvervsministeriet en undersøgelse om Søfartsstyrelsens kontroller af færgen inden ulykken.
Her lød konklusionen, at styrelsen skulle have foretaget en såkaldt havnestatskontrol, inden skibet sejlede med passagerer i Danmark.
Det er tidligere kommet frem, at kontrollen kunne have afsløret omfattende mangler.
Tidligere har Søfartsstyrelsen hævdet, at den ikke kunne udføre kontrollen, da skibet sejlede under Bahamas-flag.
Undersøgelsen fandt også, at skibet efter gældende praksis ikke burde have været synet.
"Scandinavian Star" blev indsat på en rute mellem Oslo og Frederikshavn i 1990.
Natten til 7. april 1990 var færgen på vej fra Oslo til Frederikshavn, da der udbrød brand. 159 mennesker mistede livet. I alt var der 482 passagerer om bord på skibet.
Efterfølgende har der hersket stor mystik om, hvordan branden opstod. Efterforskningen har vist, at branden opstod flere forskellige steder på færgen, og at der dermed sandsynligvis var tale om en påsat brand.
En anden undersøgelse af sagen er også på vej. I oktober 2021 blev en taskforce politisk nedsat til at undersøge reder-, ejer- og forsikringsforhold vedrørende færgen.
1. september meddelte Justitsministeriet, at taskforcen også skal undersøge Søfartsstyrelsens rolle.
Taskforcen, der ledes af professor Kristina Siig, skal fungere indtil udgangen af første kvartal næste år, oplyser Justitsministeriet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.