Spænding var der så godt som ingen af, men tilskuerne i Madrids Caja Magica og foran spanske tv-skærme er formentlig ligeglade, for de havde meget at juble over, da Spanien åbnede håndbold-VM på hjemmebane med en klar sejr over upåagtede Algeriet.
27-14 lød cifrene, da kampen var slut, efter at spanierne havde vundet første halvleg med 14-5, så verdensmestrene fra 2005 kom altså helt som ventet problemfrit fra start i jagten på en VM-triumf foran eget publikum.
Algeriet, hvis bedste VM-placering er en 13. plads fra 2001, forsøgte sig med et halvoffensivt forsvar, men det var først og fremmest i angrebsspillet, det haltede.
Der manglede både tempo og skudstyrke til at genere det erfarne spanske mandskab, og fem mål i første halvleg var på grænsen til pinligt, selv for en underdog som Algeriet.
Spanierne gik væsentligt ned i tempo i kampens sidste tredjedel, hvor træner Valero Rivera forsøgte at få alle mand i gang. Det kostede en hel del effektivitet i angrebsspillet, men hjemmeholdet havde råd til det i en kamp, hvor man ikke blev presset.
De øvrige hold i puljen - Ungarn, Australien, Egypten og Kroatien - tager hul på VM lørdag.
/ritzau/