- Vi går meget op i, at tingene skal være værdige og respektfulde for de ældre, men det kan ikke altid lade sig gøre, fordi vi ikke er nok på arbejde. Så kan man godt brænde lidt ud.
Sådan siger Marianne Petersen, som er social- og sundhedsassistent på et plejecenter i Ballerup.
Ifølge en ny undersøgelse lavet af fagforbundet FOA oplever hver tredje medlem i social- og sundhedssektoren at være alene på arbejde med borgere i mindst halvdelen af tiden.
Kun tre ud af ti arbejder aldrig alene, ifølge den nye undersøgelse.
Det går både ud over borgerne og de ansatte. For eksempel oplever mange, at de ikke kan give demente ordentlig hjælp, og at de selv må flytte patienter, man burde være to om, hvilket kan føre til arbejdsskader og nedslidning.
Uværdigt med nøgne ældre, som ligger og venter
Marianne Petersen oplever det for eksempel, når hun skal sengebade beboere med Parkinsons. De kan være svære at håndtere, da sygdommen får deres krop til at spænde og stritte imod - især hvis de er usikre på, hvad der foregår.
Derfor er det en fordel, at den ene sosu kan holde, forklare og berolige patienten, mens den anden foretager selve afvaskningen, forklarer Marianne Petersen.
- Men hvis man er alene, eller hvis kollegerne har travlt med andre opgaver, prøver man selv. De ældre skal jo heller ikke ligge der og vente for længe i det bare ingenting. Det ville man ikke ønske for sig selv eller sine egne forældre, fortæller hun og fortsætter:
- Så man gør det selv, fordi det er hurtigere. Men det betyder, at man står i nogle dårlige arbejdsstillinger. Og efter mange år i faget kan jeg godt mærke en vis metaltræthed i ryggen.
Når det hele vælter med sygemeldinger
Netop for ældre med Parkinsons, demens og lignende sygdomme gør det en stor forskel, om der er tid og personale nok, fortæller Marianne Petersen.
- Demente er utroligt tryghedssøgende, og har det bedst med, at det er de samme faste mennesker, som tager sig af dem. Men når det hele vælter med sygemeldinger og ferie, er vi nødt til at sende vikarer ind til dem.
Når mennesker med demens bliver bange og utrygge, kan de finde på at gå ind til de andre patienter, som så også bliver bange - og i værste fald kan demente blive aggressive. Derfor er det vigtigt, at der er personale nok, siger Marianne Petersen, som er 51 år og har arbejdet i faget, siden hun var 18.
Computeren stjæler tid fra borgerne
Der har hverken været fyringsrunder eller andre nedskæringer på Marianne Petersens arbejdsplads. Til gengæld er der de seneste år kommet en række ekstra opgaver til, som hun og kollegerne må løbe hurtigere for at nå, oplever Marianne Petersen.
Dels er der sket en centralisering af køkkenerne, så sosu'erne nu skal løse en række køkkenopgaver oven i plejeopgaverne - for eksempel at vaske op og stille morgenmad an.
Og dels ryger der rigtigt meget tid på administrations-opgaver, som er kommet snigende i takt med flere og flere krav om kontrol, tidsregistrering, nye journaltyper og mere dokumentation. For eksempel er det et kæmpe arbejde at registrere, hvilke borgere, der er visiteret til hvilken hjælp, så kommunen kan få midlerne til det.
- Vi bruger utroligt lang tid på det. Så må vi vente på at komme til computeren, så virker printeren ikke, og så lukker hele systemet ned. Og for de af os, der ikke er så skrappe til at bruge computer, tager det bare lang tid, og vi vil jo hellere bruge tiden på borgerne, siger hun.
Bange for at vi glemmer respekten
Marianne Petersen, som også er tillidsrepræsentant for sine kolleger, har faktisk indtryk af, at hendes arbejdsplads har færre problemer end så mange andre steder.
Men det bekymrer hende, at social- og sundhedsarbejdere generelt hele tiden skal nå flere og flere opgaver på kortere og kortere tid.
- Jeg frygter, at vi får så travlt, at vi glemmer at have fokus på respekten og værdigheden i plejen. Jeg hører mine kollegers frustrationer over, at de ikke kan nå det hele. Der bliver hele tiden lagt ekstraopgaver oveni, uden vi bliver flere til at løse dem, og så kommer den følelse af uretfærdighed op i folk.