Det varme vejr har stadig fat i landet. Fredag lyder meldingen, at Danmark er blevet ramt af den værste tørke i 10 år.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
På landsplan er tørkeindekset fredag oppe på over 9, mens det røde 10-tal popper op forskellige steder lokalt.
10 er det højeste tal på skalaen. Det betyder, at der slet ikke er mere vand tilbage i det såkaldte jordvandsmagasin, som planterne trækker fugt fra.
De mange soltimer og tørken har konsekvenser flere steder, fortæller Dan Nilsvall, der er vagtchef hos DMI.
- Vi har afbrændingsforbud rundt omkring i hele landet. Der er også kommuner, der har indført vandingsforbud. Tørken har også givet problemer for landbruget og afgrøderne på markerne.
De områder, der ikke længere har vand i jordvandsmagasinerne er blandt andet Bornholm, københavnsområdet og store dele af Vestsjælland.
Men det tyder på, at de varme solstråler bliver skiftet ud med mindre byger for en stund i løbet af weekenden, påpeger Nilsvall.
Lørdag forventes enkelte lokale regnbyger i Jylland - særligt i den vestlige del.
- Og søndag ser det ud til, at der kommer regn i hele landet, men den når først den østlige del til eftermiddag og aften.
- Situationen bliver lindret en smule. Men i den kommende uge fortsætter denne her tørre vejrtype, og desværre er der ikke nogen regn i sigte, siger vagtchefen.
For hele landet lyder det ifølge DMI, at tørkeindekset er på 9,5. Det er ikke sket så tidligt på året siden 2008. Dengang kom landstallet på 10.
I 2006 og 2013 oversteg tørken det niveau, der opleves nu, men da var det først langt inde i juli.
Flere kommuner har fået besked på, at lade være med at tænde åben ild udenfor som konsekvens af tørken.
Det sker blot få uger inden sankthansaften. Hvis det ikke når at ændre sig, kan det lægge en dæmper på bålene rundt om i landet.
Fredag er status ifølge Beredskabsstyrelsens hjemmeside, at der er afbrændingsforbud i 43 af landets 98 kommuner. Blandt de nyeste kommuner på listen er Esbjerg, Allerød og Fanø.
/ritzau/