En 37-årig mand mistede natten til fredag livet i en alvorlig ulykke ved byen Stokkemarke øst for Nakskov.
Manden kom kørende i høj fart sammen med en 19-årig mand, da personbilen af ukendte årsager endte ude i rabatten.
- Han mister herredømmet over bilen og rammer et træ med høj fart, siger vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.
- I forbindelse med sammenstødet bliver den 37-årige dræbt på stedet, mens den anden bliver kastet ud af bilen, siger han.
Ulykken skete kort efter midnat, og politi og ambulancer blev hurtigt kaldt til stedet.
- Bilen er fuldstændig splittet ad. Motoren er kastet langt væk, fortæller Ehm Christensen.
Begge ofre for ulykken blev i første omgang bragt til Nykøbing Sygehus. Men senere på natten besluttede lægerne at sende den kvæstede 19-årige til Rigshospitalet.
- Skaderne var så alvorlige, at han skulle overføres. Han har nogle svære læsioner, men hans tilstand er i øjeblikket stabil. Men det kan ændre sig fra minut til minut, oplyser vagtchefen.
Politiet ved endnu ikke, hvad der var skyld i den voldsomme ulykke, men ordensmagten formoder, at bilen kørte for stærkt. En bilinspektør er tilkaldt for at klarlægge detaljerne omkring ulykken.
- Han skal for eksempel undersøge bremsespor for at undersøge bilens hastighed, siger Ehm Christensen.