FC Københavns startellever kan blive ændret på mange positioner, når de danske mestre onsdag aften møder Real Madrid på udebane i Champions League.
Ståle Solbakken har endnu ikke besluttet sig for, hvem der skal spille i angrebet og på fløjene, når holdet løber ind på Bernabeu i den spanske hovedstad.
- Jeg er i tvivl om nogle af de offensive positioner.
- De fire i bagkæden og de to centrale midtbanespillere er jeg mere klar på, men ikke når det kommer til de fire forreste, siger Ståle Solbakken.
- Hvem, der spiller, kommer til at afhænge af, hvordan vi vil komponere holdet. Skal vi spille en tydelig 4-4-1-1 eller noget andet?
- Jeg træffer først afgørelsen, når jeg har sovet en nat til, siger nordmanden.
Fanendo Adi indtog positionen som forreste angriber for to uger siden i CL-åbningskampen mod Juventus med Nicolai Jørgensen lige bag sig. På kanterne stillede FCK med Christian Bolanos og norske Daniel Braaten.
På det seneste har især Youssef Toutouh banket på til startelleveren med mål i kampene mod Hvidovre og Brøndby i henholdsvis pokalturneringen og Superligaen.
FCK åbnede for to uger siden gruppespillet med 1-1 i Parken mod Juventus. Real Madrid slog Galatasaray med 6-1 på udebane i Istanbul.
/ritzau/