De europæiske ledere må skabe et nyt EU med mindre bureaukrati og mindre politik.
Det mener Søren Pind, efter at irske vælgere torsdag forkastede Lissabon-traktaten som det tredje land efter, at traktatens forløber blev stemt ned i Holland og Frankrig.
»Spørgsmålet er, om man skal redefinere det europæiske projekt. Vi har prøvet både den bureaukratiske tilgang og den superpolitiske tilgang med forfatningstraktaten. Ingen af dem har virket,« siger Søren Pind, Venstres udenrigsordfører.
Han lægger dermed op til et nyt EU med mindre centralstyring og større folkelig opbakning.
»Det indre marked var EUs sidste succesfulde projekt. Derfra har mantraet været mere kontrol, mere politik, sociale rettigheder. Jeg tvivler på, at det er det, man skal tro på.«
Hans holdning strider dermed imod Venstres EU-ordfører Michael Aastrup Jensen.
Han mener nemlig, at irerne stemte nej til Lissabon-traktaten, fordi de havde misforstået, hvad afstemningen gik ud på. I stedet stemte de ud fra indenrigspolitiske emner som abort og national neutralitet. Ifølge EU-ordføreren ville valget have endt med et irsk ja, hvis irerne havde forstået Lissabon-traktaten.
Søren Pind vil ikke kommentere sin partifælle. Søren Pind påpeger dog, at regeringens politik i Danmark fremstår anderledes end regeringens politik i EU.
»Herhjemme er regeringens bestræbelser gået i retning af frit valg, at beslutningerne kommere tættere på borgeren. EU-diskussionen har haft et andet udgangspunkt om mere politik og mere socialt charter.