For to dage siden gennemgik jeg den første semifinale i det internationale melodigrandprix – eller ’Eurovisionen’, som det af en eller anden grund hedder nu. Du gik ikke glip af noget, men hvis du har lyst, kan du læse om det her. Nu er det blevet tid til den anden semifinale, og på grund af de stigende fødevarepriser har jeg også sagt ja til at dække den. Sidste gang havde jeg på fornemmelsen, at det ville være dårligt, men i dag er Danmark med, så denne gang ved jeg det.
Vi begynder som altid med at få at vide, hvilke smagløse sponsorer, der har bidraget til showet. Ud over glidecremen fra Moroccan Oil er det blandt andre Baileys og TikTok. Eller som Rasmus Paludan kalder det: en hyggelig fredag aften.
Temaet for i aften er ”united by music,” fortæller en af de tre værter. Det med ”musik” skal dog ikke tages for bogstaveligt, viser det sig hurtigt.
Første optræden er fra Færøerne. Eller Danmark, om I vil. Reiley, kalder vores repræsentant sig. Det er ham, der ikke kan tale særlig godt dansk og ikke kan huske, hvor gammel han er. En slags grandprixets Jon Steffensen.
Da Færøerne jo stadig er en form for del af det danske imperium, skal jeg undlade at kommentere hans optræden yderligere.
– Jeg har ikke set det finere, udbryder den danske speaker Nicolai Molbech.
Der skal du dog ikke lægge for meget i, for det viser sig, at Nicolai er programmeret til at kun sige pæne ting. Om så Putin kom ridende ind på en bjørn og halshuggede et par homoseksuelle, så ville han juble.
Nå, nevermind, bagefter kommer dem fra Armenien heldigvis. Det er sjældent, man sådan for alvor har haft brug for at sige den sætning, ikke? Et øjeblik tror jeg, luftsirenen er gået i gang, men sådan lyder den unge, armenske dames stemme bare. Teknikerne begår samme fejl og mørklægger i panik hele scenen.
Desværre kan Putins bomber ikke nå helt til Liverpool, og vi fortsætter med Rumænien. Repræsenteret af en fritidskeramiker med langt, krøllet hår, runde briller, lyserød blazer og shorts. Ceausescu og Draculas hjemland er åbenbart begyndt at sende deres mest irriterende borgere til grandprix, i stedet for at banke en pæl gennem hjertet på dem – eller trække dem ud på parkeringspladsen og skyde dem, som i de gode gamle dage.
Estland er mere æstetiske og har fået Jon Steffensen til at producere deres optræden. Nej, ikke fordi sangerinden er klog og smuk med den lækreste krop, men fordi hun ligner en, der er tvunget på scenen, selvom hun er syg.
Dem fra Belgien ser til gengæld glade ud. Belgien, I ved, landet kendt for vafler, chokolade og pædofilskandaler. Boy George-kopien, der synger, ligner en, der har stiftet bekendtskab med alle tre ting. Muligvis lige inden han gik på scenen.
– Det er hvad man kalder en banger, udbryder Nicolai Molbech opstemt.
Hvis der er nogen, der har telefonnummeret til nogle gamle rumænere, der tilfældigvis er i Liverpool, så sig lige til.
– Da han vandt den lokale konkurrence i januar, vandt han med kun ét point, siger Molbech også, og går i gang med en længere fortælling om, hvordan de belgiske seere mente, der var snyd med i spillet.
Næh, så er det bedre at gøre som DR og bare beslutte, hvem der skal videre med det samme, og så ellers sovse showet ind i så mange pinagtige fejl, at ingen opdager snyderiet. Okay, rolig, Nicolai Molbech er med sikkerhed en flink og dygtig fyr til daglig, men hans indstuderede, klæge, overpositive kommentarer og falske latter giver mig migræne. I gamle dage kunne Mylius da nok rive de andre deltagere rundt, hvis han ikke brød sig om dem. Kan vi ikke få ham tilbage?
Eventuelt bare genudsende et af grandprixerne fra 80’erne?
Vi fortsætter med Cypern. Et øjeblik tror jeg, der er ild i scenen, men det er desværre bare en stor tv-pejs, der fylder hele bagtæppet. Deres sanger er vild med John Dillermand, har jeg læst i Ekstra Bladet. Han er i hvert fald vild med dillermand, det er jeg sikker på.
Bagefter kommer Island (ligesom Færøerne gør den ø heller ikke noget godt for vores omdømme som stormagt), og så er det tid til noget græsk. Ja ja, okay, det har det været lige siden den første delegation tjekkede ind på hotellet i sidste uge. Men her er der altså tale om en sang fra Grækenland. Fremført af en overraskende talentfuld 16-årig knægt. Jeg under ham den oplevelse, inden han skal tilbage og køre på scooter og sælge perlekæder på stranden.
Polens deltager, Blanka, optræder med sangen Solo i den anden semifinale i årets Eurovision i MS Bank Arena, Liverpool. Scanpix
Polen er som bekendt et af de lande i Europa, der stadig insisterer på, at mænd kun bør tænde på kvinder, og de har derfor sendt en yderst letpåklædt, ung, udadvendt dame. Måden hun vandt på i Polen var åbenbart heller ikke helt fin i kanten, så over 100.000 mennesker har skrevet under på, at de vil have hende smidt ud af grandprixet. Måske er det derfor, hun ser lidt ufokuseret ud.
Måske er det fordi, hun har glemt at sætte sin telefon på lydløs, og sms’erne fra Jon Steffensen forstyrrer hende.
Sloveniens sang hedder Carpe Diem, og jeg har simpelthen gået på gymnasiet med for mange irriterende piger i 90’erne til, at jeg gider høre den. Beklager!
Georgiens udsendte ligner sådan en kone, man kan bestille over nettet. Hun har faktisk også allerede taget brudekjolen på. Hun lyder også allerede som en, der er træt af at bo i Nordjylland. Georgien er i øvrigt et af de lande, der sidste år snød og på forhånd havde aftalt med nogle andre lande, hvordan de ville fordele stemmerne. Fy! Ved de ikke, at det her er en seriøs konkurrence, hvor kun de fem store lande må købe sig til en plads i finalen – og hvor man SKAL give Ukraine 12 point?
San Marino ligner The Beatles', da de begyndte at tage LSD. Desværre spiller de ikke sådan. Bassisten er klædt ud ligesom hende danskeren fra Måneskin. Altså, i lædertøj og med gennemsigtig netundertrøje. Desværre er han en mand.
Østrig er som bekendt kendt for deres skæg. Damer med fuldskæg og ham den lille sure med den smalle moustache. Nå ja, og så Josef Fritzl. I år har de sendt to glatbarberede kvinder, en brunette og en blondine. De ligner et par opfedede versioner af Pernille Vermund og Mette Thielsen. Deres sang er en blanding af en TV 2-jingle og en Nespressomaskine, man har glemt at fylde vand på.
Hvor er Mette Thiesens kæreste, når man har brug for ham?
Apropos Fritzl, så troede jeg egentlig kun, de hørte underground house i Østrig. Fik I den? Nå, okay.
Apropos Vermund og Thiesen, så tyder noget på, at den dér smykkelov ikke er trådt i kraft i England endnu. Albaniens indslag ligner i hvert fald en sigøjnerlejr, der har revet ned fra hylderne i samtlige Pandora-butikker op gennem Europa. Der er også lidt Kardashians over dem. Okay, den ene af sigøjnerne er godt nok farvet blond og faren har makeup på, så … ja, Kardashians.
Damen fra Litauen er tilsyneladende hende, der har lavet soundtracket til samtlige tøjbutikker bestyret af svenske teenagepiger i København.
– Det er en personlig sejr for hende at stå her, for da hun sagde, hun ville være musiker, støttede hendes forældre hende ikke, fortæller altid informative Nicolai Molbech.
Det er ikke en sejr for resten af os, kan jeg berette. Og hendes forældre gjorde det helt rigtige.
Sidste indslag i ”konkurrencen” er fra Australien. Det er som bekendt et land, der ligger omme på den anden side af jorden. Men i Eurovisionen må man identificere sig lige præcis som den man vil, og på samme måde som mange af de optrædende identificerer sig som ”kunstnere” eller ”sangere”, så identificerer Australien sig i disse uger som et land i Europa.
Der er heller ikke nogen, der har taget deres smykker. Eller instrumenter, desværre.
– Wauv, udbryder Nicolai Molbech, da de er færdige med at jamre.
Jeg savner Tina Müller og Heino Hansen.
Som sædvanlig gider jeg ikke se pointoptællingen, så I må vente til på lørdag med at se, hvem der er i finalen. Men bare rolig, danskerne er ikke med. Altså, ud over Nicolai Molbech. Suk.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist og Avisen.dk's faste tv-anmelder. Foto: Privat