De mest udsatte børn er mere syge, får medicin oftere og er generelt mere utilfredse med deres egen sundhed end mere velstillede børn. Det viser en rapport fra Børnerådet.
Tallene er triste, men ikke overraskende for børneordførerne fra Folketingets tre største partier, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre.
Systemet har på mange måder fejlet i forhold til at give alle børn lige muligheder, siger børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen (S):
- Til trods for vores indsatser er det stadigvæk i meget høj grad forældrenes udgangspunkt, der bestemmer, hvor børnene ender. Det er ikke godt nok.
Børneordfører Pernille Bendixen (DF) peger på, at man mangler at sætte fokus på forældrene.
- Det er ofte forældrenes manglende ressourcer, der gør, at man bliver et udsat barn. Og der synes jeg, vi skal hjælpe forældrene til at blive bedre forældre for den vej rundt at hjælpe børnene.
62 procent af børnene fra laveste socialklasse har ifølge rapporten haft mindst én sygedag fra skolen den seneste måned, mens det samme gælder for 52 af børnene fra overklassen.
- Hvis vi vil bryde den sociale arv, skal der være et meget stærkere samspil mellem forældre og institutioner, siger Ane Halsboe-Jørgensen og peger på et konkret projekt i Aarhus:
- Der har fine resultater med, at forældrene kommer i institutionen, før børnene starter, og pædagoger kommer i hjemmet.
16 procent af børnene fra laveste socialklasse er overvægtige eller svært overvægtige mod 9 procent af alle andre børn. Det fortæller Ane Halsboe-Jørgensen, at uligheden ikke kun er social.
- De har objektivt en dårligere sundhed på nogle parametre som overvægt. Men der er også andre ting, der spiller ind - eksempelvis bekymring over hverdagen, der kan give ondt i maven.
29 procent af børnene fra laveste socialklasse har fået medicin mod mavesmerter. Det samme gælder for 16 procent af børn fra overklassen.
Fra Venstre minder børneordfører Anni Matthiesen (V) om, at der allerede er ressourcer på vej til socialt udsatte børn:
- Vi ved, at langt de fleste børn kommer i dagtilbud. Og derfor har vi fra Venstre været med til at sammensætte en børnetilbudspakke, hvor vi netop sætter ind med en håndsrækning til daginstitutioner med særligt udsatte børn.
/ritzau/