Siden 2010 har Danmark fået en ny udenrigsminister næsten hvert eneste år.
Men den trend skal stoppe nu, mener den nytiltrådte udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA).
- Jeg kommer til at sidde her i mange år. Det er jeg sikker på, siger Liberal Alliances politiske leder.
- Det har været et mål for mig at ændre verden og gøre Danmark til et bedre sted. Og det har jeg en bedre platform for nu, end jeg havde for en måned siden, siger Samuelsen.
Til Berlingske siger Anders Samuelsen, at han er tiltræder posten som udenrigsminister med en stor faglig ballast.
- Uffe var en stor udenrigsminister og så videre. Men jeg synes selv, at jeg sætter mig som den måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen, siger han til Berlingske.
På ganske få år er Liberal Alliance gået fra ingenting til at blive et regeringsparti.
Så spørgsmålet er, om Samuelsen sigter højere end udenrigsministerposten. Man kan jo også blive statsminister. Men de ambitioner har han ikke endnu.
- Det er svært at snakke om at tage skridtet videre, når man tager hoppet op på næstøverste trin med det samme, siger Samuelsen, der er i gang med sit første ministerjob.
- Der er en statsministerpost, som ligger højere, og det skal jeg jo ikke. Der har vi Lars Løkke Rasmussen. Vi har en god statsminister, og vi har et godt hold i regeringen.
- Jeg skal være med til at sikre, at denne regering kan leve i mange år, og at jeg dermed bliver en af de udenrigsministre, der kommer til at sidde i længst tid, siger Samuelsen.
Han ser fortrøstningsfuldt på udsigten til at beholde sit job efter næste folketingsvalg, som kommer senest i 2019. Det kræver selvsagt, at blå blok beholder magten.
- Det giver ikke sig selv. Men jeg tror, vi har en fantastisk chance, fordi vi kan spille ud med ambitiøse udspil i modsætning til den tidligere regering, som hele tiden spillede ud med kompromisforslag, siger han.
Venstres Uffe Ellemann-Jensen er Samuelsens forbillede som udenrigsminister.
Netop den tidligere Venstre-formand er en af landets længst siddende udenrigsministre. Ellemann-Jensen var udenrigsminister fra 1982 til 1993.
Samuelsen blev udenrigsminister 28. november i år efter dannelsen af trekløverregeringen bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.
/ritzau/