Den 36-årige smykkedesigner Mai Manniche er overbevist om, at risikoen for at få coronavirussen covid-19 er tæt på nul.
Derfor har hun bestilt en daseferie til Cypern, fortæller hun i et interview i "Aftenshowet" på DR.
Således trodser hun rejsevejledningerne fra de danske myndigheder, og flyver til varmere himmelstrøg i juli.
- Corona-udbruddet er jo praktisk talt ovre, og det er jo min egen beslutning.
- Jeg skal selvfølgelig stadig forholde mig til de restriktioner, der kan være i det pågældende land. Men sandsynligheden for, at jeg kommer hjem med corona fra Cypern, er lig nul, siger hun i "Aftenshowet".
Om de danske myndigheder rejsevejledninger, siger hun, at hun vælger at tolke det som anbefalinger.
- Det er ikke ulovligt, konstaterer Mai Manniche.
Mai Manniche har sammen med sin mor, læge Vibeke Manniche, gjort sig bemærket på særligt de sociale medier siden statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned 11. marts.
Sammen har de delt kontroversielle holdninger til smitten ude i verden såvel som herhjemme.
Blandt andet mistede hun titlen som ambassadør for Psoriasisforeningen, da hun på sin blog betegnede nedlukningen for "ren hysteri og politik".
Sydeuropa - og dermed også Cypern - bliver i Udenrigsministeriets rejsevejledninger kategoriseret som "ikke-nødvendige"-rejser.
Hvis man alligevel vælger at rejse, anbefaler myndighederne, at man går i 14 dages karantæne ved hjemkomsten.
- Jeg har ikke tænkt mig at gå i karantæne. Jeg rejser til et land, Cypern, med 1,14 millioner mennesker. Der har været i alt 900 smittede på Cypern, og siden i går er der konstaterede tre eller fire smittede, argumenterer hun.
- Så sandsynligheden for, at jeg kommer hjem med corona, er ikke-eksisterende. Til gengæld kan jeg komme hjem med alt muligt andet; andre influenzaer, lungebetændelse, kønssygdomme, whatever, siger smykkedesigneren.
Mai Manniche er ikke den eneste, som vender ryggen til Udenrigsministeriet rejsevejledninger.
Forleden kunne TV 2 fortælle om Thorkil Zeuner, som i 30 år har rejst ned til familiens sommerhus i Fuengirola i Spanien.
- Jeg tror, at det er farligere at tage til Islands Brygge, end det er at tage til Fuengirola, siger han til TV 2.
Thorkil Zeuner er klar over, at der er en risiko for at pådrage sig covid-19, men han mener "vi er nødt til at komme videre".
- Hvis jeg bliver syg dernede, så må jeg blive dernede, indtil jeg er rask igen. Deres hospitaler er fuldt ud på højde med de danske, hvis ikke de er bedre, siger han.