EU's kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, indstiller slovenske Violeta Bulc til jobbet som ny transportkommissær i EU.
Samtidig bliver Slovakiets Maros Sefcovic, der egentlig var godkendt i Europaparlamentet til at blive transportkommissær, indstillet til i stedet at blive næstformand med ansvar for energiunionen i den nye kommission.
Det fremgår onsdag af en pressemeddelelse fra Junckers kontor. Kort forinden havde regeringerne i samtlige 28 EU-lande sagt god for Violeta Bulc som ny kommissær.
Den lille rokade i Junckers hold af kommissærer blev nødvendig, da Sloveniens oprindelige kommissærkandidat, tidligere premierminister Alenka Bratusek, i sidste uge trak sig efter at være blevet vraget af parlamentets fagudvalg.
Der har været spekuleret i, om Juncker ville rokere mere om på sit hold, fordi parlamentet også havde betænkeligheder ved et par af de øvrige kandidaters egnethed til lige præcis de job, de er indstillet til.
Det har især været røre om den spanske og den ungarske kandidat.
Spanieren på grund af hans nære forhold til olieindustrien og ungareren, fordi han som tidligere justitsminister har haft ansvar for nogle af Ungarns meget omdiskuterede reformer de seneste år.
Onsdagens melding fra Juncker tyder på, at han vil søge at få sin kommission godkendt med kun de mest nødvendige ændringer i kommissærernes ansvarsområder.
Det er egentlig planen, at hele den nye kommission skal til afstemning på parlamentets plenarsamling i Strasbourg onsdag i næste uge.
Det er nu op til parlamentet at afgøre, om det kan nås, når der forinden skal holdes godkendelseshøringer i de relevante fagudvalg for både Bulc og Sefcovic.
Den uofficielle plan er, at høringerne kan holdes mandag aften i Strasbourg, men spørgsmålet er, om det giver nok tid, til at den relativt uerfarne Bulc kan nå at forberede sig.
Junckers talsmand, Margaritis Schinas, medgav tidligere onsdag, at det ikke er sikkert, at den nye kommission som planlagt kan nå at være klar til første arbejdsdag mandag 3. november.
/ritzau/