To mål og to assister. Lionel Messi var endnu en gang hovedpersonen, da FC Barcelona fejrede en Champions League-triumf på Camp Nou.
Efter 0-0 i den første kamp blev Lyon sendt hjem med et nederlag på 1-5, og det slagne hold er hurtig til at udpege den argentinske troldmand som tungen på vægtskålen.
- I aften var Messi i Champions League-humør. Han er et geni og kan nogle ting, som ingen andre kan. Han er ustoppelig sommetider, siger Lyon-træner Bruno Genesio til Uefas hjemmeside.
Efter knap en time gav Lucas Tousart Lyon håb med reduceringen til 1-2, men franskmændene måtte bøje sig for Messi, der var arkitekten bag alle tre mål i slutfasen.
- Der var ingen anti-Messi-plan, og det er svært at forsvare sig imod en spiller af hans kvalitet. Han har et medfødt talent, siger midtbanespilleren Lucas Tousart.
Barcelona dominerede totalt i første halvleg, som sluttede 2-0, men Lyon gjorde stærk modstand i den første halve time efter pausen, og Lyon havde færten af overraskelsen, da 2-2 ville være nok i kraft af reglen om udebanemål.
Træner Genesio så også to forskellige halvlege.
- I første halvleg led vi under Barcelonas pres. I anden halvleg var vi meget bedre og scorede målet, der gav os håb. Men så lukkede Barcelona kampen, siger Genesio.
Med Lyons exit er der ingen franske hold tilbage i turneringen. Barcelona er det eneste spanske blandt de sidste otte hold, der parres til kvartfinalerne fredag.
/ritzau/