Kun cirka 300 har gennem historien gjort tjeneste i verdens nordligste militærenhed. Walther Gyldenløve (61) og Helge Nordholt (60) er to af dem. Hvert år mødes de sammen med 80-90 andre forhenværende medlemmer af Siriuspatruljen på Hviids Vinstue ved Kgs. Nytorv i København.
Walther og Helge var slædeførere, også kaldet »slædefupper«, i Slædepatruljen SIRIUS længe før satteliter og GPS havde set dagens lys. Nej, dengang i slutningen af 60 erne og starten af 70 erne brugte de kompas, stjerner og bjerge som pejlepunkter, når de skulle finde vej i det nordøstlige Grønland. Mange gange i næsten ufremkommeligt terræn og 50 bidende minusgrader. Når de skulle i kontakt med hovedkvarteret hjemme i Daneborg, morsede de, og alt foregik via koder, så de ikke afslørede deres positioner overfor fjenden i øst.
Slædepatruljens opgaver var ligesom i dag overvågning af den ubeboede kyststrækning på cirka 2.100 km i fugleflugtslinje. Og patruljeringen foregik også ligesom i dag med hundeslæde i vinterhalvåret. To mænd, en hundeslæde, 300-400 kg oppakning og vigtigst af alt, hundene.
Ifølge Walther og Helge glemmer en SIRIUS-mand aldrig sine hunde. En slædehund oplever 10 slæderejser i sit liv og bliver kun fem år gammel. Alligevel når de barske mænd at knytte et nært forhold til deres hunde. Efter fem års hård tjeneste er det slut. Slædefupperen går en tur med sin hund, indtil de sammen finder et roligt sted, hvor de kan sige farvel og tak til hinanden. Hunden får en pakke leverpostej som sit sidste måltid, og bagefter skyder han den.
Walther husker tydeligt førerhunden i hans spand:
»Han hed Guf. En fantastisk hund. Han kunne simpelthen det hele. Hvis han var i tvivl, så vendte han sig om og kiggede på mig. Det var ligesom om, vi kunne tale sammen, og han gjorde altid det rigtige,« fortæller Walther Gyldenløve, der gjorde tjeneste i Siriuspatruljen fra 1968-70.
Helge gjorde tjeneste fra 1970 til 1972.
Snakken falder hurtigt på isbjørne, der på mange måder er et fascinerende dyr, men også er Slædepatruljens største skræk, fordi de er brølstærke og livsfarlige. Og de to gutter kan rigtig mange isbjørne-historier. Også nogle, hvor de fleste ville sige: »Det er da en røver !«.
Men når vi nu alligevel er ved snakken om røveren , kommer der her i bogstaveligste forstand en røverhistorie fra Helge, som han hørte til et efterårsmøde i 1975. (I forkortet version).
To slædefupper affyrer varselsskud for at skræmme en isbjørn væk fra den fangerhytte, hvor de overnatter. Den ene afslutter med et skud ud i mørket. De hører et dunk og kigger på hinanden. Mon han har ramt bjørnen? Næste dag undersøger de området, og ganske rigtigt, bjørnen er død. Men den har ingen skudhuller.
Da de får afpelset bjørnen, finder de endelig svaret på det manglende hul. Kuglen har nemlig ramt isbjørnen i numsen, og ja, det hul, der jo som bekendt er der i forvejen...
Walther og Helge griner. De har givetvis både hørt og fortalt historien mindst 100 gange, men for dem er den stadig lige sjov. Den er en del af historien bag det venskab, som Siriuspatrulje-folkene har opbygget sammen.
Kortfattede samtaler
Efter Helge kom hjem, så han ikke sin makker, Jørgen Madsen, i over to år, men en dag tænkte han, at der måtte gøres noget ved sagen. Som erhvervspilot havde Helge mulighed for at flyve hen over Jørgens hus, og på græsplænen ser han Jørgen løbe rundt og lege med sin hund.
Derefter sender Helge et brev til sin gamle makker, hvor der står:
»Grim hund, du har.«
Kort tid efter modtager Helge et brev, hvor der står:
»Collie.«
I dag mødes Jørgen og Helge ofte, men brevudvekslingen er ifølge Helge meget typisk for det specielle forhold, man får til sin makker på en slæderejse:
»Man er sammen hver eneste dag i to år, hvor man næsten kun snakker om vind og vejr, og til sidst bliver samtalerne på den der kortfattede måde,« siger Helge.
På Hviids Vinstue går snakken til gengæld mere lystigt. Der er jo meget, der skal vendes, inden SIRIUS-folkene mødes om et år igen - på samme tid, samme sted. Koden er tre gange 12.