Det var ikke nogen rar oplevelse, da 23-årige Luna Munk forleden tilbragte nogle timer i den vuggestue, hvor hendes ældste søn går, og hvor hendes yngste havde første dag.
- Jeg gik derfra med ondt i maven. Ondt i maven over, at vi har en regering, der tillader det, at der konstant bliver sparet netop på de her områder for at finansiere nulvækst og andre spændende tiltag, skriver hun i et blogindlæg på bloggen Confessions of a pseudomom.
Hendes ondt i maven opstod, da hun sammen med sin lille søn sad udenfor i vuggestuens sandkasse og kunne observere, hvordan en pædagog var alene med 10 børn og måtte kæmpe for at redde de mange børn fra ikke at falde ned fra sandkassens kant. Samtidig stod en gruppe pædagoger i et andet hjørne af legepladsen og diskuterede proceduren for, hvordan de skulle agere, fordi et barn var kommet til skade.
Det gav også et stik i hjertet, da hun opdagede, at hendes ældste søn, der sammen med andre børn og en pædagog tidligere var blevet gynget i en sansegynge, nu pludselig sad helt alene i gyngen og kiggede sig omkring.
- Ingen ænsede ham, og jeg endte med selv at måtte gå hen og hente ham. Jeg ved ikke, om det var moderen i mig, men han så så ensom og forvirret ud, at det gjorde helt ondt, skriver hun i sit indlæg.
Over for Avisen.dk understreger hun, at hun med sit indlæg ikke ønsker at hænge pædagogerne ud med sit hjerteskærende indlæg. I stedet ønsker hun at gøre opmærksom på de rammer, som pædagogerne arbejder under.
- Jeg græd en smule, fordi jeg synes, det er så grumt, at børn skal vokse op på den måde. Og jeg græd med pædagogerne, for hvor må det bare være hårdt og urimeligt arbejde - arbejde der konstant bliver set ned på. Det er så fucking utaknemmeligt, for de gør et så stort arbejde, og de gør deres aller bedste med det de har - det regeringen tillader dem, skriver Luna Munk i blog-indlægget og tilføjer over for Avisen.dk, at hun har det meget blandet, når hun afleverer sine børn.
- Jeg ser jo et kompetent personale, som gerne vil, men som vitterligt er begrænset på grund af få hænder. Derfor ved jeg jo, også at de kun er mennesker og umuligt ville kunne være der i alle situationer. Den følelse giver mig rigtig ondt i maven, især fordi vi kommer fra dagplejelivet med trygge rammer og få børn, siger hun til Avisen.dk.
- Heldigvis har jeg to sociale og selvstændige drenge, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de andre børn - dem som har brug for noget ekstra, som de i sidste ende ikke kan få.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.