En kun 2-årig dreng blev torsdag glemt af personalet, efter han blev lagt til at sove i sin barnevogn i den integrerede institution Lodbjerggard i Strøby.
Det skriver TV2 Øst.
Episoden blev opdaget, da moderen kom og hentede den den lille dreng klokken 16.45. På det tidspunkt anede personalet ikke, hvor han var henne.
Drengen var ifølge TV2Øst lagt til at sove klokken 11.30 i en barnevogn, men personalet havde kørt barnevognen på plads i et skur uden at opdage, at den lille dreng stadig lå og sov i den.
Dermed nåede den lille dreng at ligge spændt fast i barnevognen i over fem timer, helt alene. Om han har sovet alle timer, eller har været ked af det, melder historien intet om.
Hos Børn og Læring i Stevns Kommune kalder centerchef Anton Svendsen sagen for "dybt beklagelig".
- Det er ekstremt længe. Det må bare ikke ske, siger han til TV2Øst.
Ifølge Anton Svendsen var det fast og dygtigt personale, der havde med drengen at gøre, men han medgiver, at man burde have opdaget, at drengen ikke var der.
Både drengens forældre og personalet er tilbudt hjælp, skriver TV2Øst.