En 10-årig skolepige blev i går eftermiddag tvunget ind i en bil og kom på en skræmmende køretur.
Pigen var på vej hjem fra skole, da hun pludselig på åben gade blev trukket ind i en bil af en fremmed mand. Det skete i Hjortdal i Nordjylland.
Den cirka 40-årige mand kørte derefter rundt med pigen i ti minutter, hvor han hele turen forholdt sig tavs, fortæller pigen til politiet. Det skriver Nordjyske.dk.
Efter den ufrivillige køretur blev pigen sat af seks kilometer fra sit hjem. Det var heldigvis tæt på en veninde, og politiet blev alarmeret - desværre var den skumle mand forsvundet som dug for solen.
"Båden pigen og hendes forældre er chokerede," siger vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.dk.
Politiet aner ikke, hvad der fik manden til at tvinge pigen med ud at køre, men der kan lægge seksuelle motiver bag. Manden gjorde dog ikke pigen noget.
"Det er klart ulovligt at tage en 10-årig pige ind i en bil mod hendes vilje og køre rundt med hende," siger Bent Højgaard til avisen.
Nu jagter politiet manden, der beskrives som cirka 40 år, 180 cm. høj, dansk, solbrændt og med mørkt krøllet skæg. Pigen har fortalt politiet, at han kører i en lille sportsvognslignende bil.
Kilde: Nordjyske.dk.