I slutningen af 1970'erne gav den amerikanske regering slip på sin hårde kontrol over flyindustrien, og en masse nye flyselskaber dukkede op på markedet. Nogle af dem var i den grad atypiske.
Gud være med os, nu letter vi. Foto: QuirkyAir
Flyv med Gud
Her blev der hverken serveret alkohol eller vist film, som ikke havde kristent indhold. Ligeledes var de populære flymagasiner skiftet ud med Bibelen og Torahen. Velkommen om bord på Guds eget fly! The Lord's Airline bestod kun af et enkelt DC-8-fly og blev stiftet af en forretningsmand fra New Jersey i 1985, Ari Marshall.
Flyet fløj med tre ugentlige afgange fra Miami til Ben Gurion Airport i Israel.
- Russerne har deres eget flyselskab, englænderne har dem, selv Playboy, så hvorfor skal Gud ikke have sit eget?, spurgte Marshall ved lanceringen.
Der var dog ikke meget hjælp at hente fra de højere magter over Lord's Airline, som fik en masse påbud fra FAA om mangel på vedligeholdelse på flyet i 1987. Investorerne blev nervøse og fjernede Marshall fra ledelsen i 1988, men den nye ledelse kunne slet ikke kommunikere med stifteren, og det hele endte i en farce, hvor håndgemæng mellem ledelsen og Ari Marshall samt anklager om både vold og ulovlig indtrængen blev flyselskabets endeligt.
De var søde og venlige og smukke, men de serverede ikke kaffe og te Hooter-pigerne. Foto: Hooters Archives
Hooters Air var populære blandt mange mandlige passagerer. Foto: Scanpix
Nedringede stewardesser
Den var næppe gået i dag i disse #metoo-tider, men i 2002, fik Robert Brooks, ejer af restaurantkæden Hooters, en god idé. Hans nedringede servitricer havde gjort kæden yderst succesfuld, så hvorfor ikke fortsætte samme koncept i luften?
Som tænkt så gjort! Den stenrige restauratør købte Pace Airlines, et charterselskab med 8 Boeing 737-fly, som han fik omlakeret og nu hed Hooters Air.
På hvert fly var der – udover tækkelig klædte stewardesser – altid to såkaldte Hooter Girls, som spankulerede rundt letpåklædte og hyggede om mandlige såvel som kvindelige passagerer. De serverede hverken mad eller drikke, men skulle bare hygge og konversere og spille nogle spil, hvor passagererne kunne vinde præmier.
Hooters Air blev populær blandt både golfspillere, især mandlige passagerer og sågar familier, som kendte konceptet fra deres besøg på de populære restauranter. Selv om det gik godt en overgang, så lukkede flyselskabet i 2006. Hooters restauranterne kører dog videre i fin stil på landjorden.
Vuf-vuf, en såkaldt paw'senger gør klar til afgang. Scanpix
Et vov(et) forsøg
Amerikanere elsker deres kæledyr lige så højt som deres børn – nogle gange højere, så hvorfor ikke stifte et flyselskab kun for de firbenede?
I 2009 kom Pet Airways til verden i Delray Beach i Florida. De firbenede fløj uden deres ejere i specielt ombyggede fly. Hver fly kunne medtage 50 "passagerer", og en stewardesse holdt hele tiden øje med, om alt var ok. Inden flyafgang gik man en tur med dem og sørgede for, at de fik tisset af i speciel indrettede dyre-lounger i lufthavnen.
Konceptet var, at de pylrede ejere af dyrene ville vælge Pet Airways, fordi "det var farligt" for deres kæledyr at rejse på andre måder med fly. Pet Airways pustede naturligvis til den frygt ved at sige, at kæledyr blev stressede i et almindeligt fly med de ekstreme temperaturskift og manglende lys, når de skulle flyve i transportrummet.
Det kostede ca. $150 for en billet for de mindste katte/hunde, mens prisen kunne være helt op til $1.250 for de største dyr.
I to år gik det faktisk godt, og flyene opererede fra både New York, Los Angeles, Denver, Chicago og Atlanta. Men økonomien strammede til, de begyndte at aflyse en del afgange, og i 2012 lukkede det hele ned.
De har dog stadig en hjemmeside, hvor der står, at de regner med at genoptage konceptet i løbet af 2022.
Så er der serveret for de rige – der var ikke noget med små fedtede flybakker og plastikglas her. Foto: MGM Air
Ingen proletarer tilladt her. Foto: MGM Air
Pøbelen ingen adgang
I 1987 stiftede hotel-kæmpen MGM Grand deres eget flyselskab MGM Grand Air. Det var ikke for hr. og fru Hvemsomhelst, men kun eliten af Hollywood og amerikansk erhvervstop. De super-luksuriøse Boeing 727 og DC-8-fly var blevet ombyggede, så de kun kunne medtage 33 passagerer, skønt der var plads til over 100 normalt.
Der var ingen kø ved check-in, ingen kø ved bagageudlevering, mulighed for limousineservice til og fra lufthavnen og naturligvis eksklusive lounges i lufthavne med lækker mad og vine. Det samme om bord, hvor mesterkokke tilberedte maden, sommelierer udvalgte vinene, og i de ekstravagante badeværelser på flyet var der guldvandhaner og sæber med monogram på.
På trods af, at prisen kun svarede til lidt over den normale førsteklasse-billet på andre flyselskaber, så havde MGM dog svært ved at få fyldt sin e 33 sæder op til hver afgang, og i 1990'erne blev de kommercielle mindre private jetfly populære, og i 2008 fløj det sidste MGM-fly af sted.
Så langt nåede projektet med ryger-flyene: til tegnebrættet. Foto: SmintAir
Ryg og rejs
I 1990 blev al tobaksrygning forbudt på amerikanske fly og få år efter fulgte resten af verden trop. Men det huede ikke kæderygerne William Walts og George Richardson, som ville omgås reglerne ved at lave en klub for rygere, som kunne flyve i fly, hvor der godt måtte pulses løs.
Et klubmedlemskab kostede kun $25, og man skulle være over 21 år. Der skulle serveres steaks og pomfritter om bord og naturligvis gratis cigaretter. På trods af 5.000 medlemskaber, så blev projektet aldrig til noget, da man hverken havde fundet et fly eller fået tilladelse til noget som helst.
En anden kæderyger, Alexander Schoppmann fra Düsseldorf, ville oprette et flyselskab for rygere, og der skulle flyves direkte fra Düsseldorf til Tokyo. Smoker's International Airways, eller bare SmintAir, gik også op i røg (!), inden den første flyvning blev foretaget.