Det er et decimeret felt, der stiller til start, når den alpine skisæson bliver indledt i den kommende weekend.
En stribe af sportens største navne bliver nemlig væk fra storslalomløbene i østrigske Sölden, hvor skiløberne jagter de første point til World Cup-regnskabet.
Det østrigske hjemmepublikum må undvære de seneste seks års samlede World Cup-vinder, Marcel Hirscher, der brækkede en ankel under sommertræningen.
Hirscher satser på at være tilbage i konkurrence i december og håber at være medaljekandidat ved vinter-OL i februar.
Også nordmanden Aksel Lund Svindal må vente på sin sæsondebut efter en operation i menisken i begyndelsen af året.
Hos kvinderne lignede det længe et afbud fra den amerikanske superstjerne Lindsey Vonn, der efter en række skader primært koncentrerer sig om fartdisciplinerne.
Torsdag meddelte teamchefen for Det Amerikanske Skiforbund, Patrick Riml, imidlertid noget overraskende, at Vonn alligevel har tænkt sig at troppe op i Sölden.
Det kan skyldes, at to af de hårdeste konkurrenter til den samlede World Cup-sejr ikke er med.
Schweizeren Lara Gut er på vej tilbage efter den korsbåndsskade, hun pådrog sig ved VM i St. Moritz i februar.
Det samme er østrigske Anna Veith, som vandt World Cuppen i både 2014 og 2015. Hun genoptog skitræningen i september efter en knæskade og forventes tilbage sidst på året.
Dermed kan Vonn med et godt resultat i Sölden lægge afstand til rivalerne fra start.
Kvinderne skyder sæsonen i gang lørdag, mens mændene overtager pisten i Sölden søndag.
/ritzau/dpa/NTB