Skatterådgivere skal forpligtes ved lov til at indberette skattemæssige ordninger, der potentielt kan anvendes til aggressiv skatteplanlægning.
Det er en del af et lovforslag, som skatteminister Morten Bødskov (S) fremsætter onsdag.
- Det er på høje tid, at vi begynder at stille strengere krav til skatterådgiverne. Aggressiv skatteplanlægning er forargeligt – uanset om det på papiret kan se lovligt ud.
- Derfor er det vigtigt, at indberetningspligten nu bliver gjort meget strammere.
- Om det er revisorer, advokater eller andre skatterådgivere, så er det efter min opfattelse et brud på samfundskontrakten at bidrage til skatteundgåelse, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Hvis en skattemæssig ordning som udgangspunkt er lovlig, men potentielt kan bruges til aggressiv skatteplanlægning på tværs af landegrænser, skal skatterådgivere fremover være forpligtet til at indberette dette inden for 30 dage.
Indberetningspligten skal gælde, uanset om skatterådgiveren laver en generel ordning eller en ordning til en konkret klient.
Tidligere har det været diskuteret, hvordan advokater skulle være omfattet af loven. Der skulle nemlig tages hensyn til reglerne for advokaters tavshedspligt.
I den nye model bliver advokater fritaget fra direktivets indberetningspligt, hvis den klient, der har modtaget rådgivningen, selv indberetter de relevante oplysninger til skattemyndighederne.
Hvis klienten ikke gør det, vil advokaten være forpligtet til at indberette ordningen på lige fod med andre skatterådgivere.
- Vi er landet på en fornuftig model, der tager højde for tavshedspligten mellem advokater og klienter.
- Tavshedspligten er bærende for det danske retssamfund, men den kan ikke bruges som en undskyldning for ikke at tage ansvar for at indberette skatteordninger, der kan bruges til aggressiv skatteplanlægning, siger Morten Bødskov.
/ritzau/