Det er sjældent en fattig afrikansk nomade, der sætter sig til rette i et flysæde, tager bilen, når børnene skal hentes fra skole, eller skruer op for airconditionanlæggets kølige strøm af luft på en varm sommerdag.

Alligevel tyder meget på, at nomaderne bliver de første ofre for de klimaforandringer, der mistænkes at skyldes vores måde at leve på i den industrialiserede del af verden. Et liv, hvor CO2-udledning uden grænser næsten er en menneskeret.

I disse dage sidder verdens miljøministre samlet på rad og række i Kenyas hovedstad Nairobi til FN?s klimakonference. Men til denne konference er det ikke kun jakkesættene, der er inviteret. Repræsentanter fra forskellige grupper, der i dag mærker deres livsgrundlag blive ødelagt, er mødt op for at fortælle deres desperate historier.

»Vi kan ikke jage som før. Vi kan ikke engang fiske som før, fordi floder og søer udtørrer. Vi er nærmest blevet efterladt som klimaflygtninge,« sagde Anna Pinto, en delegeret fra Indien, til bureauet IPS.

Og Hussein Abdullah fra pastoralist-nomaderne i Kenyas nord-østlige hjørne uddyber:

»Traditionelt har frøernes kvækken kunnet fortælle mig noget. Når fuglene sang på en bestemt måde, vidste vi, hvornår regnen kom, og vi kunne altid forberede mad til dyrene i god tid før en tørke. Men alt det er historie.«

Døde dyr

Halvdelen af pastoralist-nomadernes dyr er døde efter dette års tørke, og en halv million nomader er tvunget til at opgive deres livsstil. I stedet er de nu afhængige af nødhjælp, mens andre søger lykken i storbyernes slumkvarterer.

Selv om der stadig er uenighed om, hvad årsagen er til klimaforandringerne, er de industrialiserede landes udledning af CO2 under stærk mistanke. Visse lande vil dog ikke tvinge befolkningerne til at ændre livsstil og forurene mindre. Eksempelvis står USA alene for en fjerdedel af verdens CO2-udslip, men den amerikanske regering er bange for, at strammere regler vil gå ud over økonomien. Her ligger forståelsen for nomadefolkenes problemer endnu på et temmeligt lille sted.