Sagen om justitsminister Morten Bødskov og PET's ageren i forbindelse med Retsudvalget besøg på Christiania, kan i yderste konsekvens ende med at koste justitsministeren posten.
Efter Enhedslistens gruppemøde torsdag morgen vil Pernille Skipper ikke svare på, om hun har tillid til Morten Bødskov.
Sagen er for alvorlig blevet alvorlig for justitsministeren, efter at Berlingske har beskrevet, at Retsudvalget ikke har fået korrekte oplysninger om årsagen til at besøget på Christiania blev udskudt.
- Vi har diskuteret, hvor alvorlig sagen er på gruppemødet i dag. Det er meget, meget alvorligt, at Retsudvalget ifølge Berlingske har fået forkerte oplysninger eller som minimum halve oplysninger.
- Vi har en efterretningstjeneste, der har brudt loven og en justitsminister, der fortsat ikke har taget klar afstand fra det. Det er et stort problem, siger Pernille Skipper.
På gruppemødet var der ifølge Pernille Skipper enighed om, at man bør afvente det kommende samråd med Morten Bødskov om sagen, før man tager endelig stilling.
På samrådet får politikerne fra Enhedslisten og de øvrige partier i Folketinget mulighed for at stille Morten Bødskov spørgsmål i sagen, som han skal svare på under ministeransvar.
- Nu skal vi samle alle de løse ender og have svar på vores spørgsmål. Når det er gjort kan vi tage mere konkret stilling. Vi må først høre, hvad Morten Bødskov siger på samrådet, siger Pernille Skipper.
Torsdag kommer sagen også op på et møde i Retsudvalget, oplyser hun. Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup har desuden taget initiativ til en forespørgselsdebat i Folketingssalen, som de øvrige borgerlige partier har tilsluttet sig.
Hos Enhedslisten er man ikke tilfreds med Bødskovs udtalelser om, at det var af hensyn til efterretningstjenestens arbejde, at Retsudvalget ikke fik den sande forklaring på aflysningen af et besøg på Christiania i februar sidste år.
Berlingske skriver torsdag, at besøget på Christiania blev udskudt, på grund af at Pia Kjærsgaards (DF) deltagelse ifølge PET ville gøre besøget farligere for alle udvalgets medlemmer og kræve flere betjente.
Men Folketingets Retsudvalg fik i stedet at vide, at besøget måtte udskydes, fordi daværende politidirektør i København, Johan Reimann, var forhindret i at deltage.
Justitsminister Morten Bødskov erkender, at retsudvalget ganske rigtigt ikke har ikke fået indblik i det trusselsbillede, som lå bag udskydelsen af besøget på Christiania. Det skete ifølge Bødskov bevidst for at undgå at kompromittere efterretningstjenestens kilder.
/ritzau/