Kort før tre unger af et par garvede fiskeørne-forældre var store og stærke nok til at flyve fra reden, slog en massemorder til ved Flyndersø i Jylland og åd ungerne, oplyser Dansk Ornitologisk Forening, DOF.
- Ungerne var blevet så store, at de gamle fiskeørne ikke længere sad vagt ved reden, og de unge ørne var formentlig kun et par uger fra at være flyvefærdige, da det gik galt, siger ornitologen Leif Novrup.
Han fandt ørneungerne plukket tre forskellige steder i nabolaget af reden.
Ornitologen troede først, at det var en klatrende skovmår, som havde gjort kål på ungerne. Men ifølge rovfugleeksperten Jan Tøttrup Nielsen, er gerningsmanden sandsynligvis en hornugle.
- I nattens mulm og mørke kan en stor hornugle sagtens overrumple unge fiskeørne, siger Leif Novrup.
Siden 2005 har fiskeørneparret ved Flyndersø ikke langt fra Frilandsmuseet Hjerl Hede mellem Skive og Holstebro fået 16 unger ud at flyve, men i år er det gået grueligt galt for parret, som er Danmarks ældste kendte i nyere tid.
Den danske bestand af fiskeørne tæller kun tre kendte ynglepar, der lader til at have fået fodfæste i den danske natur, om end fiskeørne altid er omgivet af mange farer.
Siden 1970'erne, da fiskeørnen så småt begyndte at etablere sig igen som ynglefugl i den danske natur efter at have været fordrevet siden begyndelsen af 1900-tallet, har arten ynglet uregelmæssigt.
Men indenfor det seneste årti ser fiskeørnen ud til at være kommet for at blive.
Dansk Ornitologisk Forening har som et led i "Projekt Fiskeørn" sat en halv snes kunstige redeplatforme op ved egnede søer i Jylland og på Sjælland.
/ritzau/