Boligskatterne bliver holdt i ro mange år frem, lover SF's formand Villy Søvndal.
Det er ellers klassisk rød politik at ville hæve boligskatterne, og SF's top har tidligere kritiseret regeringens fastfrysning af ejendomsværdiskatten for at være socialt uretfærdig. Men nu har piben altså fået en anden lyd.
"Vi er i en situation, hvor priserne dykker og bliver ved med at dykke, og hvor noget i retning af 70.000 huse ikke er blevet solgt. Hvis man i den situation giver sig til at tale om øgede boligskatter, vil jeg anse det som dybt uansvarligt," siger Villy Søvndal til Politiken.
Søvndal lover, at han ikke vil hæve boligskatterne i de næste mange år.
"Vi bruger ikke stigende boligskatter til at finansiere noget som helst frem til 2020."
Kilde: Politiken