Özlem Cekic tabte kampen om boligskatten mod Thor Möger og co.
SF skal nemlig ikke arbejde for højere boligskat efter næste folketingsvalg, som Özlem ellers har foreslået. De 421 SF'ere med stemmeret på landsmødet i Kolding valgte nemlig en noget blødere skatteformulering end Özlem Cekics.
"Den økonomiske politik skal begrænse uligheden og mindske fattigdommen og forebygge fremtidige krise," fik klart flest stemmer ved landsmødet til den fælles udtalelse "Sammen gennem krisen".
Cirka en femtedel af SF'erne støttede Cekic, men langt størstedelen var altså imod.
Ud af 394 forslag til ændringer i ledelsens udkast til udtalelsen og et principprogram, der sammen sætter kursen for SF's politik, kom kun få forslag til afstemning. Resten blev klappet af i det ni mand store redaktionsudvalg, hvor både skatteminister Thor Möger Pedersen og Özlem Cekic sad.
Selvom Özlem Cekic var i undetal med otte mod en i udvalget, så satte hun hælene i, og krævede boligskatten til afstemning.
"Vi plejer altid at tage stilling til selvstændig SF-politik, men når man sidder i regering, bliver ledelsen utrygge ved, hvad man kan og ikke kan tillade sig," siger Özlem Cekic til Newspaq.
Toppen i SF var imod forslaget, fordi det blev set som en slags håndjern i forhandlingerne med Socialdemokraterne og De Radikale i den kommende skattereform.
"Det vil blive tolket ind i de kommende forhandlinger om en skattereform, og det er ikke landsmødets rolle at udstikke forhandlingsmandater," siger Jesper Petersen, da han bliver afbrudt med ordene: "Skal vi tage en debat?" fra to utilfredse SF'ere i salen.
Landsledelsen beslutter senere, hvem der skal være næstformand eller formænd. Der er tre kandidater; nuværende næstformand Meta Fuglsang, Lejre-borgmester Mette Touborg og landsledelsesmedlem Mattias Tesfaye. De to sidste vil helst dele posten mellem sig.