SF's sundhedsrådmand i Aarhus, Thomas Medom, tager hatten af for Dennis Kristensen og fagforbundet FOA, der har forladt regeringens arbejde med tillidsreformen.
- Jeg er helt enig med Dennis Kristensen i, at den offentlige sektor flyder over med bureaukrati og kontrol.
- I kommunerne oplever vi, at strømmen af regler og krav om unødig dokumentation bare fortsætter og fortsætter. Så hatten af for, at FOA forlader tillidsreformen, siger Thomas Medom i en pressemeddelelse.
FOA, der organiserer knap 200.000 primært offentligt ansatte, har forladt arbejdet med reformen, som skal sikre et langt bedre samarbejde mellem de offentlige arbejdsgivere og de ansatte.
Det skulle på sigt betyde mindre statsstyring og give mere ansvar og indflydelse til medarbejderne til økonomisk gavn for alle.
FOA's formand, Dennis Kristensen, mener, at de aktuelle overenskomstforhandlinger og udspillet Vækstplan DK er eksempler på, "at regeringen reelt ikke ønsker en tillidsdagsorden".
Han mener, at regeringen i stedet ønsker "mere ledelse, flere effektiviseringer, flere arbejdstimer, færre tillidsfolk og flere penge i statskassen".
Thomas Medom er enig:
- Regeringen kunne bare gå i gang i morgen, hvis den ville, men i stedet spises vi af med Vestagers syltekrukke.
- Vi ved fra tidligere undersøgelser, at knap 60 procent af lærerne, sosu'erne og pædagogerne oplever den stigende dokumentation som et udtryk for manglende tillid.
- Det er et alvorligt problem, som burde blive taget meget mere seriøst end en syltekrukke og 10 års borgerligt styre, hvor udviklingen også gik den gale vej, siger han.
/ritzau/