Da Charles Manson forleden udsendte en ny plade fra fængslet i Californien, skrev aviser over hele verden om det.
Manden er da også en af popkulturens største legender.
Ikke på grund af sine evner som musiker, men fordi han i slutningen af 1960"erne ledede en kult, der skabte rædsel i Hollywood og blandt andre dræbte tidens hotteste filminstruktør Roman Polanskis kone, Sharon Tate.
Århundredets helte
Manson har siddet i spjældet lige siden. Men selv i dag, 40 år efter han grundlagde sin berømmelse, er alt, hvad vildmanden rører, ved penge værd. Mange penge.
Manson havde en magnetisk tiltrækning. Ikke bare på sine disciple, men på resten af verden. På mange måder startede dyrkelsen af mordere og mørke med den vildskab, man kunne aflæse i hans blik. I dag er Manson kongen af mord og fyrsten af ondskab. Men lige under ham bliver alle de seriemordere, kannibaler og sadister, der hærgede USA i forrige årtusinde, dyrket som det 20. århundredes særlige helte.
Det er derfor at salget af breve, kunst, hjemmevideoer og hår, negle, hud og urin fra berømte massemordere i dag er en selvstændig industri i USA. På trods af gentagne lovgivningsforsøg på at stoppe indtægter på effekter fra folk, der har fået deres navn ved at påføre andre ubeskrivelig lidelse, kommer der hele tiden nye hjemmesider, der sælger mordernes ejendele.
Den største hjemmeside er www.murderauction.com, hvor buddene på et otte sider langt brev, som seriemorderen Ted Bundy skrev på dødsgangen, er nået helt op på 620.000 pund. Lige efter kommer et maleri af den frygtindgydende klovnemorder, John Wayne Gacy, der kan erhverves for 599.998 dollar.
Elvis, Monroe og Dean
Den amerikanske lektor David Schmid, der har skrevet bogen Natural Born Celebreties , mener, at fascinationen af massemordere i virkeligheden handler om fascinationen af berømte.
Han argumenterer for, at de største amerikanske massemordere er kulturlegender på niveau med Elvis, Monroe og James Dean. Det er de, fordi berømmelsens væsen har ændret sig i de seneste 100 år og er blevet fuldstændig perverteret i de seneste 25 år. Tidligere ville kun finansmænd som Rockefeller og politikere som Franklin D. Roosevelt være berømte, fordi berømmelsens væsen tidligere var funderet i samfundsresultater, mens berømmelsens inderste væsen i dag er at blive set. Og uanset hvor mange gange man tuder af sult i Robinson eller dyrker sex for åben skærm i Paradise Hotel, så bliver man aldrig mere synlig end massemordere, der parterer, voldtager og spiser deres ofre.
Faktisk mener David Schmid, at netop interessen omkring morderne fører til flere drab. Da David Berkowitz i slutningen i 1977 blev afsløret som seriemorderen Son of Sam , der havde skabt rædsel i New York, sagde han noget, der både viser, at han trods alt var i tvivl om, om han gjorde det rigtige, når han nakkeskød sine ofre, og som samtidig viser, at netop den store interesse i sidste ende eliminerede tvivlen.
»Jeg fik endelig overbevist mig selv om, at det, jeg gjorde, var godt, at det var nødvendigt, og at befolkningen ønskede, at jeg gjorde det. Det sidste mener jeg stadig. Mange heppede på mig fra det øjeblik, medierne opdagede, at noget stort var i gang i byens gader,« sagde seriemorderen.
David Schmid giver til en vis grad Berkowitz ret, og fortæller samtidig, at tilbedelsen af seriemordere er noget særligt amerikansk, hvilket seriemordere tilfældigvis også er. Både morderne og deres fans træder ind i den amerikanske wild-west tradition, hvor de tilbeder dumme svin som helte.
Netop den store interesse i David Berkowitz, eller Son of Sam , førte til Son of Sam-lovgivningen i flere amerikanske stater. Loven forhindrer, at mennesker, der har skabt deres navn på andres lidelser, kan tjene penge på deres berømmelse. I stedet skal pengene gå til ofrenes efterladte.
Penge for lidelser
Den lov førte faktisk til et sært dilemma for de efterladte til massemordernes ofre.
For da kannibalen Jeffrey Dahmer, der fortærede 17 drenge, blev tæsket ihjel i spjældet i 1994, lå han i forhandlinger med flere filmselskaber. Overskuddet fra en eventuel film ville gå til ofrenes familier på grund af Son of Sam-loven .
Familierne mistede store indtægter på Dahmers død og begyndte i stedet at sælge ting, der havde tilhørt både Dahmer og hans ofre. Dermed tjente ofrenes familier penge på, at deres sønner blev voldtaget og ædt. En mursten fra det nedrevne hus, Dahmer boede i, koster i dag stadig omkring 300 dollars.
I det nuværende årtusinde er de bestialske seriemordere blevet afløst af de iskolde sociopatiske school-shootere.
På nettet vrimler det ikke alene med klip fra diverse skolemassakrer, men morderne bliver hyldet og tilbedt som det 21. århundredes største helte. Her nøjes fans ikke med at købe hår og negle fra heltene, men går, ifølge eksperter, selv i mordernes fodspor og dræber uskyldige skolekammerater for at skrive sig ind i historien som berømtheder.
Inden Charles Manson drev sin kult til drab på blandt andre Sharon Tate, sagde han til en bekendt, at han ville være mere berømt end Beatles.
Når man lytter til de 16 sange på Charles Mansons nye album, står det da også lysende klart, at hvis berømmelsen var målet, så var musikken ikke vejen. For ham var den eneste vej til stjernerne drabet på stjernerne.