Den spanske fodboldprofil Sergio Ramos tager kraftigt afstand fra dopingbeskyldningerne mod ham.
- Jeg er på det kraftigste imod doping.
- Jeg har aldrig deltaget i nogen form for dopingbrug. Jeg vil aldrig deltage i det. Jeg har aldrig indvilget i det, og jeg vil aldrig indvilge i det, udtaler Real Madrid-spilleren i en meddelelse på sin Twitter-profil.
Udtalelsen kommer efter historier fredag med afsæt i whistleblowerplatformen Football Leaks, som tyske Der Spiegel har fået overdraget.
Her beskrev også Politiken historien om Sergio Ramos og kunne fortælle, at Ramos afleverede en positiv dopingprøve efter Champions League-finalen i 2017 i Cardiff.
Ifølge dokumenterne fra Football Leaks skulle det handle om stoffet dexamethason, som er på listen over forbudte substanser hos Det Internationale Antidopingagentur (Wada).
Dexamethason er lovligt at bruge med lægehjælp mellem kampe, men eventuel brug skal fremgå af en protokol ved efterfølgende dopingprøver.
Det skete ikke i Ramos' tilfælde, men alligevel slap anføreren for Real Madrid og det spanske landshold for straf trods præcedens for det modsatte i mange andre sager.
Det skete blandt andet, fordi holdlægen efterfølgende påtog sig hele skylden for fejlen, skrev Politiken.
Den forklaring blev godtaget hos Det Internationale Fodboldforbund (Uefa), og Ramos slap for straf.
- Jeg modtog en medicinsk standardbehandling fra klubbens læger. Sagen blev afklaret mellem organisationerne, skriver Ramos lørdag.
Dexamethason er et kortisonpræparat, der typisk bruges til at behandle betændelser og smerter.
Samtidig kan stoffet dog også medvirke til at skabe eufori og skærpe opmærksomheden.
Sergio Ramos nævner også en episode i april i år i Malaga, hvor han blev dopingtestet.
Forsvarsprofilen forklarer, at han i forbindelse med testen efter en kamp fik lov at tage et bad inden testen under opsyn, da Real Madrid skulle returnere hurtigt tilbage fra Malaga.
- I min lange karriere har jeg deltaget i utallige dopingtester og klaret dem med tilfredsstillende resultat. Jeg har aldrig brudt antidopingreglerne. Det har jeg hverken gjort i dette eller i andre tilfælde, hvilket Wada, Uefa og Real Madrid allerede har fastslået, skriver Ramos.
Han oplyser videre, at han overvejer at sagsøge de folk, som forsøger at underminere hans ry.
Efter Real Madrids nederlag til Eibar lørdag udtalte Ramos sig også om sagen.
- Jeg er blevet testet 250-300 gange i min karriere, og der har aldrig været noget galt. Jeg sagsøger, fordi der er folk, som forsøger at plette min karriere, siger Ramos ifølge AFP.
/ritzau/