Opdateret kl. 14:14
Antallet af konstaterede smittede, indlagte patienter og døde patienter med coronavirus stiger fortsat i Danmark.
65 personer smittet med coronavirus har mistet livet, oplyser Statens Serum Institut lørdag. Tallet var 52 fredag.
Selv om patienterne var smittet med coronavirus, er det ikke nødvendigvis dødsårsagen.
Dødsfald indgår i statistikken, hvis man er død, senest 60 dage efter man blev testet positiv for virusset.
Lørdag er 459 personer indlagt, oplyser Sundhedsstyrelsen. Tallet var 430 fredag.
Af de 459 patienter er 121 indlagt på en intensivafdeling, og 104 af dem har brug for respirator. Fredag var 109 indlagt, og 89 havde brug for respirator.
Samtidig stiger antallet af smittede. 2201 personer i Danmark er nu konstateret smittet med coronavirus, oplyser Statens Serum Institut.
Tallet var 2046 fredag.
Der tages forbehold for store mørketal. Antallet af positive tilfælde er ikke lig med det samlede antal smittede i Danmark, da personer med milde eller ingen symptomer ikke bliver testet.
Derfor vil der være mange, som er smittet, men ikke registreret i statistikken.
Sundhedsmyndighederne er begyndt at skrue op for antallet af test, og det viser sig lørdag. Man har nu testet yderligere 1317 personer. Samlet er 18.810 personer nu testet mod 17.493 fredag.
Målet er ifølge Sundhedsstyrelsen at teste 5000 personer om dagen. Det vil svare til niveauet i Norge, som har et indbyggertal tæt på det danske.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at op mod 580.000 danskere - cirka ti procent af befolkningen - vil blive smittet med coronavirus i første bølge af sygdommen i løbet af foråret.
Ud af de smittede vil op mod 11.200 danskere blive så syge af coronavirusset, at de har brug for at blive indlagt, og 2800 skal have intensiv behandling, lyder vurderingen.
/ritzau/