Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Den pensionerede læge Svend Lings er idømt 60 dages betinget fængsel, og dommen er stadfæstet af Højesteret. Han har fået den stærkt negativt klingende, og dejligt medievenlige titel: Selvmordslæge. I DR præsenteres han som en mand, der yder dødshjælp, og skal stå skoleret for at forsvare ”hvad nu, hvis en selvmorder kommer til skade og ikke dør, hvordan vil du have det med det?”.
Den aktuelle anledning er, at lægen trods sin betingede dom fortsætter med at vejlede om medicin, der virker, og de doser der skal anvendes. Han siger selv, at han ser det som sin pligt, når ”politikervældet ikke følger folket”. Han mener, at befolkningen går ind for aktiv dødshjælp, men at politikere går imod. Derfor er kampen for ham ædel og fyldt med pligt overfor borgere og samfund.
Lad os lige stoppe et øjeblik, og se lidt mere pragmatisk på det hele. Lings er ikke selvmordslæge, og han yder ikke dødshjælp. Lings bruger sin faglige viden til at fortælle potentielle selvmordere, hvilke midler der virker og i hvilke doser. Formålet er, at de, der ønsker at dø, kan opnå deres mål, og når man tænker på, at 43 procent af mænd, der begår selvmord, gør det ved hængning, er det måske bedre for alle, at det bliver med medicin, der virker.
Etisk Råd, der er nogle beskyttede mennesker i gode sociale vilkår, som over en kop kaffe og en vaniljekrans tager beslutninger om, hvad der er etisk korrekt, og hvad der er etisk forkert, mener at Lings yder dødshjælp. Medlemmerne er udpeget af Folketinget og tre ministerier. Fordelt på køn bliver langt de fleste selvmord begået og forsøgt af mænd. Her var noget Etisk Råd kunne sidde og snakke om: Behandler vi mænd godt nok, når nu så mange vælger selvmord som en udvej. Raten er stærkt stigende for mænd over 80 år.
Virkeligheden er jo, at hvis der er tale om uhelbredelig sygdom og dermed stærkt forbunden smerte, hvor døden er uundgåelig, og vejen dertil er et sandt smertehelvede i et morfinberuset menneske, så har vi en stiltiende accept, ikke af dødshjælp, men af at øge den smertestillende dosis så meget, at lægen, der administrerer tildelingen, kender resultatet: Hurtigere død, hurtigere lindring.
Intet sket i årtier
Hvad er det etiske i at tvinge et menneske til at dø langsomt og smertefuldt? Hvorfor er det den for folketingsmedlemmerne acceptable løsning?
Der er andre end de dødeligt syge, som begår selvmord. Men de har kun et sted at søge hjælp: Hos Svend Lings. Eller hos Livslinjen, hvis de vil have hjælp til at undgå at begå selvmord.
Hvis nu vi anerkender, at mennesker ikke skal begå selvmord på grund af psykisk smerte, er vores første pligt så ikke at sørge for at gøre disse menneskers liv så tåleligt, at de kommer videre, at de kommer ud af deres smertehelvede og får en hjælpende hånd til at overleve og komme videre?
Det mener jeg. Men vi har ikke hjælpen. Den er udeblevet. Da den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen mistede sin datter, der begik selvmord som 24-årig, lovede han, at der skulle findes hjælp til borgere med psykiske problemer - tilbage i 1993. Der er ikke sket noget som helst siden.
Selvmordstruede er henvist til nogle søde, venlige, godhjertede mennesker, som frivilligt, sidder vagt ved telefonerne for at tale med mennesker, der er så hårdt ramt, at de søger hjælp til at komme ud af selvmordstankerne. Disse mennesker råber så højt om hjælp, at det er ufatteligt, ingen hører dem…. ud over Svend Lings.
Hvorfor gør vi intet
I 2019 begik 629 mennesker selvmord. 470 af dem var mænd. For hvert selvmord er det mindst 10 der forsøger, og Livslinjen.dk anslår, at mindst der er mindst 16 selvmordsforsøg om dagen, fordi langt de fleste selvmord ikke registreres som selvmord.
De mennesker som er så ulykkelige og hjælpeløse og ramt af psykisk smerte, at de søger døden som udvej, modtager ingen hjælp. INGEN.
De mennesker, som forsøger selvmord og findes i tide eller har valgt forkert metode, modtager kun mulighed for psykologsamtaler efterfølgende og intet andet. Det er lidt som at lære sit barn at håndtere en kniv, efter barnet har skåret fingre af… og puste på såret i stedet for at forbinde det.
Jeg skal ikke tage stilling til ”dødshjælp” her, men alene rejse spørgsmålene: Hvorfor gør vi intet for selvmordstruede, og hvorfor gør vi Svend Lings til en forbryder?
Min forestilling om Lings er, at han forsøger at hjælpe mennesker i nød med det han bedst kan: Nemlig at rådgive, så skader efter dårligt tilrettelagte selvmordsforsøg mindskes, og så selvmordere kan dø stille og fredeligt i deres egen seng i stedet for at hænge i et træ i skoven og bliver fundet af en børnehave på udflugt eller køre frontalt ind i modkørende.
Hvis vi skal finde nogen, der skal straffes for deres håndtering af selvmordstruede mennesker, så synes jeg, vi skal kigge ind i Folketinget og sende en hilsen til Etisk Råd.
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel. Foto: Privat