Seks personer i Danmark er døde, mens de var smittet med coronavirus.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed. Onsdag var tallet fire, og der er dermed tale om en stigning på to personer.
Selv om de seks personer har været smittet med coronavirus og er døde, er det ikke nødvendigvis dødsårsagen.
Flere af de personer, som er døde, har haft flere andre alvorlige sygdomme samtidig.
Definitionen for at indgå i statistikken er, at man er død, senest 60 dage efter at man er smittet med coronavirus.
Det er sådan dødsfald bliver opgjort internationalt, og for at sammenligne på tværs af landegrænser gør man det også på den måde i Danmark.
Indtil videre er 1132 konstateret smittet med coronavirus i Danmark. Det er en stigning fra 1057 onsdag.
Tallet er ikke et udtryk for det samlede antal smittede, da ikke alle med symptomer for virusset bliver testet.
Fokus er på personer med tydelige symptomer. Derfor forventes det samlede antal smittede at være langt højere.
Hvis man kun har symptomer som let feber eller forkølelse, er opfodringen at blive hjemme, til man er rask.
Derimod skal man ringe til lægen, hvis man har problemer med vejrtrækningen, forværring af symptomer eller har været syg gennem flere dage.
Indtil videre er der testet 8746 personer i Danmark. Det er en stigning fra 7854 onsdag. De danske myndigheder forventer at kunne teste omkring 1000 om dagen gående fremad.
De flere smittede har også givet en markant stigning i antallet af indlæggelser, som især er det tal, der optager myndighederne, da der forudses et stort pres på sygehusene i de kommende uger.
De seneste tal fra onsdag var, at 129 personer var indlagt på et sygehus, og af de var 24 indlagt på en intensiv afdeling - herunder 18 i respirator.
/ritzau/