Retten på Frederiksberg har onsdag varetægtsfængslet seks mænd efter et groft overfald på Rådvadsvej i Københavns Nordvestkvarter.
Overfaldet fandt sted den 8. februar. Her blev to mænd overfaldet af cirka ti mænd og stukket med kniv og slået med baseballbat.
Ved en større aktion mod bandemiljøet tirsdag blev de seks personer fra banden Loyal to Familia (LTF) anholdt.
Onsdag formiddag blev først en 26-årig mand, der betegnes som bandens leder stillet for en dommer. Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Derefter kom turen til de fem øvrige mænd, som er i alderen 20-24 år.
- De er alle fængslet i fire uger efter straffelovens paragraf 245. Der er ingen af de sigtede, som har villet udtale sig i retten, siger senioranklager Helle Sørensen fra Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet.
Straffelovens paragraf 245 drejer sig om vold af særlig farlig, rå eller brutal karakter, det kaldes også for grov vold. Anklagemyndigheden mener dog, at mændenes gerning er værre end som så.
Sigtelsen mod mændene lyder nemlig på forsøg på manddrab, hvilket i sidste ende, i fald de sigtede bliver tiltalt og dømt, vil resultere i en markant længere straf.
/ritzau/