Det føles aldrig mere dansk at være dansker, end når vi i hele nationen taler om det samme.
Nærmest lidt retroagtigt, som i tiden med kun en TV-kanal, der så bestemte, hvad vi dagen efter skulle snakke om hen over formiddagsbajeren. Det er jo en kæmpe kompliment til TV 2's dokumentar om Herlufholms hæsligheder at den ligefrem kan få os til at rejse tilbage i tid.
Imponerende journalistik og modigt af de elever, der står frem og fortæller om en rådden kultur.
Men hvorfor er vi så optagede af netop Herlufsholm? Ja, det deler alle os, der skriver om dokumentaren lidt op i to hold: Os, der er forargede over, at man tror, man kan lave sine helt egne regler, som lader børn blive terroriseret af mobbere og voldsmænd, de ikke kan flygte fra. Og så det hold, der ikke synes, det er noget, man skal blande sig i. Og gruppe to er langt fra så lille som den burde være.
Jeg er helt med på, at man på nettet kan møde bimse mennesker i alle afskygninger, og at der altid vil være en gruppe, der står på mål for selv de mest afsindige synspunkter, men de, der forsvarer Herlufsholm og skolens ret til at lade de stærke elever sønderbanke de svage, de tilhører et ganske særligt segment. Og for nu at undgå det fladtrådte klichéord ”Priviligerede”, så lad os bruge den mere præcise betegnelse: Rige mennesker.
Angår ikke pøbelen
Det er ret interessant at se på sociale medier, hvor dårlig overklassen er til at tackle, når de uvaskede masser tror, de må have en mening om, hvordan de bedrebemidlede render og tér sig.
De kan selvfølgelig ikke direkte skrive ”Det angår ikke pøbelen, hvorledes vi agerer”, så de griber til omskrivninger, der ironisk nok er hentet direkte fra skolegårdens nederste klassetrin:
Udsagn som ”de er bare misundelige” eller ”men hvad med nogle helt andre, der også har gjorde noget galt på et tidspunkt?!”
Påstanden om ”misundelse” bliver af mange rige mennesker forvekslet med et egentligt argument. Som alle grupper, der aldrig har prøvet at diskutere med folk, der ikke minder om dem selv, så tror mange rige mennesker, man bare skal råbe ”jantelov”, og så pakker kritikerne sig sammen, og lader de forkælede overklasseunger fingerfiste deres foretrukne mobbeofre i fred.
Påstanden om, at der foregår en masse andre ting, der også er galt, findes der også et lidt fortærsket ord for: ”Whataboutery”, men det er kun blevet fortærsket fordi det hele tiden sker:
Ja, der er også skoleelever, der bliver mobbet på Nørrebro og ja, der er også andre steder, hvor folk har det rigtig skidt, men som de fleste mennesker, der ikke er bonget op på en cocktail af skunk, LSD og madsherry er klar over, så er det lidt svært at snakke om alle emner på samme tid.
Ikke rart at rejse i tid
De børn, der har haft en forfærdelig tid på Herlufsholm, får det jo ikke bedre af, at elever på andre skoler også græder sig i søvn, og de er nok også lidt ligeglade med at høre tidligere elever på snobbeskolen fortælle rosenrøde erindringer om deres år på Herlufsholm, hvor de var så heldige at høre til hos de mobbende og ikke de mobbede. Det frikender jo ikke skolen, at nogle har det fint. Vi roser jo heller ikke Peter Lundin for alle de mennesker, han ikke slog ihjel.
Måske skulle rige mennesker lære, at vi lever i et demokrati, hvor det bør være kvaliteten af ens udsagn, der er afgørende for hvor meget, man bliver taget alvorligt, og ikke værdien af ens bil eller matrikelnummer. Og måske skulle vi kigge rige mennesker lidt mere i kortene, for hvis de synes, det er ok. at overskride samfundets regler som børn, så er der vel en overvejende sandsynlighed for, at de heller ikke respekterer dem som voksne.
Hvis man har den forkvaklede idé, at reglerne ikke gælder for alle, så skulle man måske sætte sig ned og overveje, hvordan ens moral går og har det for tiden, eller måske se sig selv i øjnene og tænke over, hvordan man selv opførte sig som skolebarn. Det er ikke altid så rart at rejse i tid.
Sebastian Dorset er journalist, komiker og debattør. Foto: Privat