Den gamle julemand sukkede dybt. Godt nok er rød en dejlig, julet farve, men han så den hellere på julekugler end i sine regnskabstal. Hvordan var det endt så galt?
I 100-vis af år havde han ikke engang behøvet regnskaber – hans små hjælpere havde bare flikket det legetøj sammen, som børnene ønskede sig, og så tog han turen rundt med gaverne juleaften, og alle var glade, undtagen de uartige børn. Men så var det at han havde begået sit livs fejl: Han tilmeldte sig e-boks.
Og så var det skyllet ind over hans ellers så fredelige hus i Grønland, som en syndflod af love og forordninger, krav om kontrakter og mindsteløn og hygiejnekurser til selv den mindste hjælper, sikkerhedsgodkendelse af værkstedet og periodisk syn af kanen.
Den var endda blevet klassificeret som et særligt forurenende køretøj, selvom den hverken brugte benzin eller diesel, bare fordi Rudolph havde haft et lille uheld ved overflyvningen af SKATs kontor for koncernudvikling.
Pludselig var hans forretningsmodel kæntret: Man tjener jo ikke meget på at dele gaver ud, og når staten så kaster en styrtsø af udgifter oveni, så kuldsejler økonomien på rekordtid.
”Grundkursus i brandteknik på Skorstensfejerskolen i Tønder”, stod der på kuverten han sad med. Var der noget at sige til at hans muntre ”ho-ho-ho” var blevet til et opgivende ”oh-oh-oh”?
Og der var ikke nogen, der ønskede sig træbiler eller tøndebånd længere. Alle ville have elektronik, og det kostede en formue at sende hans små hjælpere på efteruddannelse.
Den gamle julemand rev sig i skægget. Han havde prøvet alt, syntes han. Han havde endda hyret konsulenter for at se om de kunne nedbringe omkostningerne for ham, men de havde bare forlangt at hjælperne arbejdede hurtigere, hvilket havde fået halvdelen af dem til at gå ned med stress og den anden halvdel til at sige op og søge job som lagerarbejdere hos Nemlig.com
Skulle han så selv sidde og bakse med at skrue iPhones og Playstations sammen? Han var over 1700 år gammel og havde ærligt talt lidt svært ved at kende forskel på en Playstation V og en perserkat, måske fordi ingen af dem kommer, når man kalder.
Igen sukkede den gamle julemand så dybt at seismografer i det arktiske område gav udsving på stribe. Hvordan skulle han – ene mand – skaffe gaver til alle verdens artige børn?
Måske skulle han bare sige ja til det stående tilbud fra ”Wish.com” om at lade dem overtage biksen, men han gøs ved tanken om at alle denne verdens millioner af artige børn skulle spises af med legetøj af en kvalitet, der fik producenterne af Kinder-overraskelser til at fnyse forarget.
Havde der dog bare ikke været SÅ mange millioner af søde, artige børn…
Pludselig slog det ham! Hvad nu hvis færre børn var artige? Ikke at han kunne nå at ødelægge deres opdragelse inden jul, men han kunne jo selv hæve barren for god opførsel?
Hvad nu hvis et enkelt, lille forkert ord var nok til at koste børnene deres julegaver, så han med god samvittighed kunne flyve forbi deres huse julenat? Hvad hvis enhver formulering på sociale medier kunne koste dem titlen som ”artig” for evigt? Hvad hvis reglerne for acceptabelt sprogbrug skiftede på en daglig basis, så ingen havde en chance for at vide om de forbrød sig mod en splinterny regel?
Så kunne han bare stikke Greta Thunberg en bæredygtig hampesweater og hænge ud med rensdyrene resten af julen. Den gamle julemand klukkede et muntert ”ho-ho-ho”, dog med en fordømmende undertone, bare for at øve sig.
Og således gik det til, da julemanden opfandt shit-storme.
Sebastian Dorset er journalist, komiker og debattør. Foto: Privat