Man tjener ikke så meget på at være præsident i USA, når man sidder i embedet. Til gengæld vælter pengene ind, når man går på pension i form af foredrag, bøger og meget andet.
Således har Barack og Michelle Obama lige erhvervet sig et sommerhus til næsten 80 millioner kroner. Det ligger på den super eksklusive ø, Marthas Vineyard nord for Boston på den amerikanske østkyst. Her har amerikanske præsidenter lige siden Kennedy-tiden nydt at opholde sig om sommeren, og her nød Obama-familien alle deres ferier helt tilbage fra, han var senator før præsidenttiden.
I sommers lejede de huset for 300.000 kroner om ugen og blev altså så forelskede i det, at de besluttede sig for at købe det.
Det er heller ikke et lille gnallet sommerhus i fjerde række, men en kæmpe kasse med syv soveværelser, ni badeværelser (amerikanerne kan godt lide mange af dem), pool, store stenpejse, gæstelænge, privat strand, bådehus og en grund på 25 tønder land.
Ifølge TMZ.com er sælgeren den 58-årige rigmand Wyc Grousbeck, som ejer Boston Celtic basketball-team.
Han gav et nedslag i prisen på ca. 30 mio. kroner. Om det var fordi køberne var det populære tidligere præsidentpar, eller om han bare havde sat det lige lovligt højt, vides ikke.
Som avisen.dk for nyligt skrev, så tjener Obama-parret styrtende – især Michelle Obama, som menes at have indkasseret en halv milliard indtil videre på sin seneste selvbiografi. Og så er det jo ingen sag at købe et sommerhus til 80 millioner kroner.