Selvom Michael Schumacher stopper i Formel 1 med udgangen af denne sæson, så vil den tyske racerkører køre endnu et par afdelinger af Race of Champions.
Sammen med landsmanden Sebastian Vettel har han vundet løbet fem gange i træk.
- Jeg ser meget frem til at køre med min makker Sebastian i et forsvar af vores titel, siger Michael Schumacher ifølge Reuters.
- Men mit lykketal er faktisk syv. Så vi bliver nødt til at gøre dette i år og igen næste år. Det ville være det ultimative. Det betyder naturligvis, at jeg ikke stopper efter årets udgave af Race of Champions.
Den 43-årige tysker og syvdobbelte verdensmester har to grand prix'er tilbage i Formel 1-karrieren.
Race of Champions bliver kørt 14.-16. december i Bangkok.
/ritzau/