Seks kampe uden sejr i Bundesligaen blev for meget for ledelsen Schalke 04, som søndag meddelte, at træner Huub Stevens er fyret.
Den udslagsgivende begivenhed for den 59-årige hollænder var Schalkes skuffende nederlag på 1-3 til Freiburg lørdag aften.
Klubben skriver i en pressemeddelelse, at Stevens er "sendt på orlov med øjeblikkelig effekt," og ifølge nyhedsbureauet DPA har U/17-træner Jens Keller fået besked på at overtage jobbet sæsonen ud - måske længere.
Huub Steven selv blev informeret om fyringen søndag morgen.
Schalke 04 ligger nummer syv i Bundesligaen med 24 point for 17 kampe. De har 17 point færre end det suveræne tophold Bayern München.
/ritzau/