Fire timer og tyve minutter brugte oppositionen på at riste statsminister Lars Løkke Rasmussen over en sagte ild. Fik de ham? 

Ikke med den rygende pistol - men det langvarige forløb sled klart mest på statsministeren, der kom noget slidt ud af maraton-høringen. Han startede ellers bedst og tog luften ud af oppositionen, da han læste op af en intern mail, som Avisen.dk var nægtet aktindsigt i.

Men den langsomme nedslidning fra en spørgelysten opposition bekom ham ikke vel. Statsministeren virkede arrogant, han blev vred, sur, uforskammet og hvis hans øjne havde kunnet dræbe elller bedøve, var oppositionen faldet som fluer.

Stemningen var altså rådden?

I den grad. Der blev sagt skarpe ord og beskyldningerne føg gennem luften. Det var ikke et sagligt og opklarende møde - det var en politisk krig med slebne våben.

Det centrale spørgsmål var, hvorfor Statsministeriet kendte til mindretalsudtalelsen fra de to borgerlige statsrevisorer. Det spørgsmål fik Løkke et utal af gange - og et utal af gange svarede han, at det kendte han ikke noget til.

Kendte Lars Løkke selv til mindretalsudtalelsen?

Det var faktisk det mest mærkelige på det lange samråd. Det blev han ikke spurgt om. Da han kom ud, spurgte DR og Ekstra Bladet om det og Løkke kunne og ville ikke svare. Han trak luft et par gange og så skyndte han sig væk. 

Fortsætter sagen?

Ja. Den var ellers lagt død i december, men nu er den genåbnet. Og oppositionen vil bede om flere papirer via Finansudvalget. Igen for at få svar på spørgsmålet: Har nogen forsøgt at påvirke de to statsrevisorer? Selv siger de meget bestemt nej - mens de øvrige statsrevisorer har bemærket sig, at de to, Helge Adam Møller og Svend Erik Hovmand, var påfaldende ens i mælet på mødet i juni 2009.

Hvorfor er denne sag vigtig?

Fordi den handler om noget meget fundamentalt i demokratiet. Nemlig muligheden for at kontrollere magthaverne - her i skikkelse af Rigsrevisionen og Statsrevisorerne. Rigsrevisionen er statens revisor og undersøger om de offentlige midler er brugt korrekt.

Når Rigsrevisionen har afgivet rapport, træder Statsrevisorerne til. Seks - p.t. mænd! - udpeget af de seks største partier, som afsiger den politiske dom. Det skal de kunne gøre uden indblanding - ligesom en dommer i en straffesag skal kunne afsige sin dom uden indblanding ude fra.

Hvorfor er det alvorligt, når det er Peder Larsen, der kritiserer Løkke?

Fordi han er formand for Statsrevisorerne. Det er så at sige embedet, der rejser kritikken og den giver den større vægt.

Giver det ikke også problemer?

Det kan det meget let komme til. Den borgerlige side mener at Peder Larsen her er gået langt over stregen og taler som SF'er - mens oppositionen selvsagt mener noget andet. Den sag kan udvikle sig sideløbende og få sit helt eget liv.

Handler sagen kun om sagen?

Nej, nej, det er jo politik. Det er et af de steder, hvor oppositionen kan se, at Løkke er sårbar. Der er både mistanker om magtmisbrug, overforbrug af statens penge og så rammer den lige ned i et af de helt store ideologiske opgør mellem de to blokke: Forholdet mellem offentligt og privat.

For selvom S har rykket sig - og selvom V har rykket sig - og de dermed har nærmet sig hinanden, er det stadig her, ideologierne slår mod hinanden. For Venstre handler privathospitaler ikke bare om patienternes ve og vel, det handler også om ideologi. Det samme for S.

Er det her set før?

Ikke lige på denne måde - men der har før været sager, hvor oppositionen mente, at regeringen misbrugte statsapparatet. F.eks. midt i 90'erne. Da var socialdemokraterne i regering og de borgerlige i opposition. Fra borgerlig side var det Anders Fogh Rasmussen (V), der førte an - mens det på regeringssiden var Mogens Lykketoft, (S), der som finansminister stod for skud.