En langstrakt sag om høje elpriser hos energiselskabet Elsam kommer ikke for Højesteret.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde forsøgt at anke en dom i maj fra Vestre Landsret til Højesteret, men det har Procesbevillingsnævnet afvist.
Det oplyser energiselskabet Ørsted, der i dag har opslugt Elsam.
Sagen handlede om, hvorvidt Elsam opkrævede urimeligt høje priser i 2005-2006 i den vestlige del af Danmark.
- Vi er meget tilfredse med Procesbevillingsnævnets afgørelse. De har lyttet til vores argumenter og undladt at give tilladelse til at anke Vestre Landsrets dom.
- Dermed kan vi forhåbentlig sætte et punktum i en meget langstrakt sag, siger Ørsteds finansdirektør, Marianne Wiinholt, i en meddelelse.
Ifølge Vestre Landsret var der ikke beviser for, at kunderne i Elsam betalte for meget, og at selskabet misbrugte sin position på markedet. Sådan lød det i en dom 24. maj i år.
Konkurrencerådet, Konkurrenceankenævnet og Sø- og Handelsretten er tidligere nået frem til den modsatte konklusion i 2007, 2008 og 2016.
Nemlig at energiselskabet misbrugte sin dominerende position på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark til at opkræve for høje elpriser hos kunderne.
Sideløbende med sagen har 1106 virksomheder og kommuner kørt en sag mod Ørsted i Sø- og Handelsretten.
De mener at have 4,4 milliarder kroner til gode plus renter.
Den sag kører fortsat, og der er ifølge Ørsted aftalt et retsmøde i midten af november.
Ørsted har afsat 298 millioner kroner plus procesrenter af til dækning af en eventuel erstatning.
Men selskabet mener, at afgørelsen fra Vestre Landsret bør betyde, at der ikke skal betales erstatninger.
/ritzau/