Man kan lige så godt lære navnet med det samme: Li Keqiang. Han er den nye premierminister for verdens folkerigeste nation og næststørste økonomi, Kina.
I det fuldstændigt skemalagte magtskifte indsatte Kinas såkaldte nationale folkekongres fredag officielt den nye mand i topstillingen.
57-årige Li Keqiang afløser Wen Jiabao, og han ventes at sidde på posten de næste ti år.
Her skal den engelsktalende karriere-bureaukrat lede landet sammen med den nye stærke mand i Kina, præsident Xi Jinping, som er landets øverste leder.
- Jeg meddeler, at kammerat Li Keqiang er blevet valgt som premierminister i folkerepublikken Kina, lød det fra Yan Junqi, viceforkvinde i folkekongressen, da magtskiftet var en realitet.
Li Keqiang havde fået 2940 stemmer af de 2949, der var afgivet blandt de delegerede i Beijing. Tre stemmer var imod, og seks afstod fra at stemme.
Økonomien står højt på den nye premierministers dagsorden.
Kinas kommunistparti, som kom til magten i 1949 efter en lang og blodig borgerkrig, har i de senere år lovet befolkningen at skabe vækst og løfte millioner ud af fattigdom.
Men eksperter påpeger, at stormagten risikerer at ende i store problemer, som kan ryste kommunistpartiets greb om magten, hvis ikke landets nye ledelse får sat gang i landets forhalede reformer.
Verdensbanken mener, at Kina kun kan opfylde sin ambition om at blive et højindkomstland ved et politisk sporskifte - blandt andet er det helt nødvendigt at opbryde de enorme statslige monopoler, lyder det.
Den økonomiske vækst i Kina faldt fra 9,3 procent i 2011 til 7,8 procent i 2012, hvilket er den laveste vækst siden 1999.
/ritzau/AFP