S og DF: Regeringens finansiering af energiudspil holder ikke

Regeringen vil udbyde Danmarks hidtil største havmøllepark på 800 MW i 2021. Den skal levere strøm til 800.000 husstande. Flere partier kræver dog tre mølleparker til havs, hvis det skal være muligt at nå målet om 50 procent vedvarende energi i 2030. (Foto: Foto: Nikolai Linares/arkiv/Scanpix)

De to største partier kræver, at regeringen ikke tager penge til energiudspil fra det økonomiske råderum.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti danner nu fælles front og går igen imod regeringen, som for en måned siden fremlagde sit energiudspil.

Partierne vil ikke være med til at finansiere udspillet via det økonomiske råderum, som er statens forventede økonomiske overskud frem mod 2025.

De 7,7 milliarder kroner vil partierne i stedet finde i forhandlinger med regeringen, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

- Vi er meget optagede af den grønne omstilling, men det er klart, at den ikke skal finansieres af fremtidens velfærd. Den plan, regeringen har lagt frem, vil betyde store besparelser på sundhed, ældre og børn, siger hun.

Hvor vil I så finde pengene?

- Det må vi ind i et forhandlingslokale om. Det er klart, at den grønne omstilling skal finansieres, så vi må finde pengene nogle andre steder, siger Frederiksen.

Hun peger på, at det grønne råderum, som er tilvejebragt gennem en aftale om PSO-afgiften, kan bringes i spil som finansiering:

- Men det er klart, at det for os også er et budskab om, at man ikke skal bruge så mange penge på at sænke elafgiften. Har man ikke et ønske om det, er der også brug for færre penge, end regeringen har lagt op til.

Dansk Folkeparti vil ligeledes bruge det økonomiske råderum på at sikre velfærden, siger-formand Kristian Thulesen Dahl.

Han peger på, at partiets standpunkt ikke kan være nyt for regeringen.

- Det kan slet ikke være nyt i den forstand, at vi også ved tidligere forhandlinger har gjort det klart, at vi, når vi er der, skal have sikkerhed for de nødvendige ressourcer til den velfærd, der også handler om ældrepleje, sygehuse og flere politibetjente, siger han.

Ifølge partierne selv er der i udspillet samlet afsat 4,3 milliarder kroner fra PSO-aftalen, som blev indgået i november 2016.

Der tages 7,7 milliarder kroner fra det økonomiske råderum ifølge partierne.

Regeringens energiudspil lød på i alt 15 milliarder kroner.

/ritzau/