For tredje gang på seks år er en ubemandet raket af typen Proton-M styrtet ned, skriver BBC.
Dramatiske billeder på russisk tv viser, hvordan raketten er ved at falde fra hinanden, inden den eksploderer som en ildkugle over opsendelsesområdet Baikonur i Kasakhstan.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax kan op til 500 ton giftig raketbrændstof være blevet spredt ud over området. Der er dog ingen rapporter om tilskadekomne.
Tre satellitter til det russiske Glonass navigations-satellitsystem var om bord på raketten.
Ifølge BBC er det ikke det første uheld med en Proton-M raket.
I 2007 styrtede en lignende raket ned kort efter opsendelsen, og tre år senere var den gal igen, da en raket med tre satellitter styrtede ned i 2010.
/ritzau/