FC Nordsjælland tabte 0-1 i søndagens kamp mod AaB i Aalborg. Det var FCN's tiende kamp på en måned, hvor holdet både har deltaget i Superligaen og Europa League-kvalifikation.
Men cheftræner Kasper Hjulmand er ikke nervøs for det unge mandskabs sæson fremadrettet.
- Det er Europa, vi drømmer om, og vi elsker det.
- Rotation og ti kampe på tre eller fire uger har dog helt sikkert noget at sige i vores præstationer, siger Hjulmand.
Kampens anfører for FCN, blot 19-årige Victor Nelsson, har en stor tiltro til truppen.
Men han anerkender også, at Europa League-kvalifikationen og de medfølgende spillerrotationer har sat sine spor.
- Vi prøver at give 100 procent begge steder, men det ville være underligt, hvis der ikke manglede kræfter.
- Rotationen går ud over relationerne, men vi elsker at spille i Europa og spille så mange kampe, siger han.
FC Nordsjælland har kun fået fem point i fem kampe i Superligaen i denne sæson. Dermed ser det unge mandskab ud til at være præget af at spille to turneringer.
- Jeg tror på projektet. Jeg tror på vores unge gutter, og vi har stadig en hel masse på vej.
- Jeg synes personligt ikke, det er for ungt, siger Victor Nelsson.
Truppen, der i denne sæson har en gennemsnitsalder på under 22 år, skræmmer heller ikke cheftræneren.
- Jeg er ligeglad med, hvor gamle de er - bare de har kvaliteterne, lyder det fra Kasper Hjulmand.
FC Nordsjælland skal allerede torsdag i aktion i Beograd, hvor klubben skal forsøge at vende et 1-2-nederlag fra første kamp i Europa League-kvalifikationen mod FK Partizan.
/ritzau/