Romelu Lukaku vil være mere end en målmaskine

Sport
Romelu Lukaku var svær at stoppe for brasilianerne i VM-kvartfinalen. (Foto: Foto: Benjamin Cremel/AFP)

Den belgiske landsholdsangriber lagde op til det ene mål, da Belgien sendte Brasilien hjem fra fodbold-VM.

Romelu Lukaku er noteret for fire mål ved det igangværende fodbold-VM i Rusland.

Den belgiske angriber vil dog være mere end en målmaskine, siger han, efter at Belgien fredag aften vandt 2-1 over Brasilien i kvartfinalen.

- Alle tror, at Romelu Lukaku kun handler om mål, mål og mål. Men jeg vil ses som en allroundspiller.

- At levere assister er også vigtigt, og i år har jeg leveret flere end nogensinde før, siger Manchester United-spilleren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lukaku viste sine evner mod Brasilien. Angriberen leverede en flot assist til Kevin De Bruyne, som scorede til 2-0 i første halvleg. Lukakus assist kom efter en flot solotur.

Det er blot anden gang i historien, at Belgien spiller sig i VM-semifinalen.

- Selvfølgelig vil jeg gerne score mål, men jeg forsøger at arbejde så hårdt for holdet, som jeg kan.

- Jeg behøver ikke at bevise mig selv som målscorer. Alle ved, at jeg kan score, hvis jeg får chancen inde i boksen, men det individuelle tæller ikke her, siger Lukaku.

De Bruyne tilføjer:

- I fodbold handler det om at vinde trofæer, og det har været, når jeg har vundet pokaler, at jeg har haft mine bedste stunder i sporten. At score mod Brasilien er ikke det største øjeblik for mig i min karriere.

Det handler om at vinde VM, siger midtbanespilleren fra Manchester City.

- Vi skal vinde to kampe mere, siger han.

Første udfordring bliver Frankrig, som er modstanderen i semifinalen på tirsdag. Belgien var senest i VM-semifinalen i 1986.

/ritzau/