En brækket arm er ikke lig med erstatning, men koldt bly kan muligvis kaste erstatningspenge af sig, siger to førende strafferetseksperter.
Det er dog næppe sandsynligt.
En af de tre røvere fra urmagerrøveriet fra København vil søge om erstatning, fordi urmageren skød to kugler ind i kroppen på den maskerede røver under røveriet i urmagerens butik i København.
Men den måde at få erstatning på er ret usædvanlig, siger Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet på Aarhus Universitet.
»Sådan en sag har jeg aldrig hørt om før,« siger han.
Og heller ikke kollegaen fra Københavns Universitet, strafferetsekspert og juraprofessor Eva Smith, har eksempler på lignende sager.
»Der findes ganske få sager om selvtægt som denne her, og derfor må det være meget sjældent, at en røver eller anden kriminel søger om erstatning. Det er ikke umuligt, men dog langt fra sandsynligt, at røveren kan få erstatning, fordi han selv har del af skylden i at bringe sig i situationen,« siger Eva Smith, strafferetsekspert og professor i jura på Københavns Universitet.
Hvis urmageren bliver dømt, er der ifølge begge eksperter en lille mulighed for, at røveren kan få erstatning, fordi urmageren dermed har overtrådt reglerne for nødværge. Men sagen er speciel, fordi der har været brugt skydevåben, for generelt er reglerne for nødværge ret vidde, siger Gorm Toftegaard Nielsen.
»Der sker ind imellem, at en husejer tager lidt for hårdt fat, når han laver en civil anholdelse af en indbrudstyv. Men der er vidde rammer for brugen af magt under sådan en anholdelse, så hvis armen bliver brækket, kan tyven ikke søge om erstatning. Men hvis husejeren har været lidt for hårdhændet, kan tyven i princippet søge om erstatning. Men det er meget sjældent, og jeg har aldrig hørt om det i Danmark.«