Hvis ikke Socialdemokratiet vil forbedre forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark, kan det betyde, at de risikerer at miste støtten fra Radikale, Alternativet og Enhedslisten efter valget – og dermed statsministerposten til Mette Frederiksen.
Det skriver Altinget.
Udmeldingen kommer som en reaktion på, at antallet af indberetninger fra Udrejsecenter Sjælsmark i en periode på fire måneder – fra april til september 2018 – er mere end fordoblet fra steget fra 45 til 103 indberetninger.
Sagerne handler ifølge en aktindsigt, som Altinget fået, om blandt andet chikane, vold mellem beboerne og trusler mod personalet.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at vi kan støtte en S-ledet regering ved status quo i forholdene på Sjælsmark, siger Radikales integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen, til Altinget.
Samme toner kommer fra Alternativet.
- Vi står samme sted som Radikale. Det vil være svært for os at acceptere, hvis man har tænkt sig at fortsætte den praksis, der er nu, siger Carolina Magadelene Maier til Altinget.
Det er antallet af indberetninger om hærværk, trusler mod personalet og vold mellem beboerne, der er steget mest i perioden.
Det chokerer Sofie Carsten Nielsen, der mener, at tallene taler deres eget tydelige sprog.
- Oplysningerne viser, at Sjælsmark er et sted, hvor familierne ikke kan leve og trives. Børnene bliver nedbrudt der, siger hun til Altinget og fortsætter:
- De familier skal bare ud nu.
Mette Frederiksen kan ikke kalde sig børnenes statsminister, hvis forholdene ikke ændres, lyder kritikken fra partierne.
- Man kan ikke med troværdigheden i behold på den ene side klistre Danmark til i plakater og annoncer om, at man vil være børnenes statsminister, og på den anden side ignorere børnene på Sjælsmark, siger næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe, Nikolaj Villumsen, til Altinget.
Radikale, Enhedslisten og Alternativet kræver forbedringer og vil have børnefamilierne helt ud af Sjælsmark. Men ingen af partierne vil kalde det et ultimativt krav før forhandlingerne om en kommende regering.
- Og der er slet ingen tvivl om, at børnene på Sjælsmark kommer til at ligge rigtig højt på dagsordenen i de forhandlinger, lyder det fra Nikolaj Villumsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiet.
Altinget