Gillian Welch, Lille Vega tirsdag aften,

Skrevet af Mads Jensen, maje@avisen.dk 

Den ene manglende stjerne skyldes kun, at det omrejsende musiker – og ægtepar Gillian Welch og David Rawlings ikke havde en hest med på scenen, da de tirsdag aften gik på scenen i Lille Vega i København.

I løbet af de første ti minutter hyldede de countrylegenden Doc Watson, den tidlige Elvis Presley, folkemusikikonet John Henry og gospelsyngende negerkvinder fra Harlem i New York. Og så var pejlemærkerne til mere end to timers suveræn rundtur i alle mulige tænkelige og utænkelige krinkelkroge i den amerikanske musikhistorie ligesom sat. Makkerparets musikalske approach  får  Larsen og Lars Lilholt til at ligne pionerer indenfor trip-hop og electronica, men kors, hvor kan mindre sommetider være meget, meget mere.

Omsonst at fremhæve

Med to akustiske guitarer, i ny og næ banjo og mundharpe og Gillian Welchs stemme sætter de to en stemning, som stinker langt væk af autencitet og kærlighed til stoffet.

Neil Young råber af og til fra scenen, at det hele bare én lang sang. Sådan er det også med Welch og Rawlings. Det er omsonst at fremhæve enkelte sange frem for andre, for deres materiale kommer alt sammen fra et stort kar, og sangene leveres som forskellige destillater. Det ene øjeblik som mudder fra mississipideltaet, det næste som støv fra Texas. Pludselig er man i en gospelkirke og kort efter til hillbilly træf i bjergene.

Og så alligevel. Da parret slutter koncerten helt fremme på scenen med en tyst version af countryklassikeren ’Long Black Veil’ - uden brug af mikrofoner - ved man bare, at den fremførelse vil man altid huske. På samme måde, som en fodboldfan altid vil huske sit holds afgørende scoring i en pokalfinale i en række af ellers udmærkede mål.

Allerede inden koncerten summede det blandt de 500 voldsomt entusiastiske fans i den intime sal. Det er første gang, at parret besøger Danmark, og de virkede overrumplede over den begejstrede modtagelse.

Gillian Welch havde en stor finger med i soundtracket til Coen-brødrenes film ’O Brother Where Art Thou’, der i 2000 gav den traditionelle amerikanske musik en revival (opblomstring, red.) - Revival er i øvrigt også titlen på en af hendes fire udgivelser.

Rockens fortid

Siden har åndsbeslægtede musikere som Ryan Adams og Emmylou Haris både indspillet og optrådt med Gillian Welch. Men hvor Ryan Adams og Emmylou Harris, og for den sags skyld også Bob Dylan i disse år, forsøger at give americana-musikken et personligt twist, så handler det for Welch og Rawlings udelukkende om ’back to basics’. Teksterne er poetiske men tunge og dystre som stemningen i USA under depressionen i trediverne, og af og til kan numrene næsten ikke slæbe sig af sted over scenen. Men melodierne, akkompagnementet og vokalharmonierne løfter det hele til en tilstand af renhed og skønhed.

Opmuntret af stemningen behandlede Rawlings da også flere gange sin guitar som om den var elektrisk, og parret spillede et Neil Young nummer, som nok skal forstås som et nik til canadierens repetitive guitarsoloer, som Rawlings må have lyttet en del til.

Alt i en alt en formidabel koncert, og man fristes til at omskrive rockkritikerens Jon Landaus berømte ord om at ’Jeg har set rockens fremtid. Dens navn er Bruce Springsteen’ fra 1974.

Så det gør jeg. Jeg har set rockens fortid. Dens navn er Gillian Welch og David Rawlings.